Efterretningschef stopper i FE og søger andre veje

13. MAR 2025 • 11:33INDLAND/KRIMINAL

Chefen for efterretningssektoren i Forsvarets Efterretningstjeneste, Anja Dalgaard-Nielsen, stopper i FE.

Efter fire år på posten som efterretningschef i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, stopper Anja Dalgaard-Nielsen helt i FE, når hendes kontrakt udløber 1. maj.

Det skriver FE i en pressemeddelelse.

Hun vil i stedet søge muligheder for at bidrage til Danmarks sikkerhed "uden for hegnet", lyder det fra hende i meddelelsen.

Da hun i sin tid kom til FE, var det med en international forskerkarriere og en tid i Politiets Efterretningstjeneste, PET, i rygsækken.

- Jeg trives i krydsfeltet mellem forskning i sikkerhed og ledelse i praksis. Den vekselvirkning har været retningsgivende for mit arbejdsliv hidtil og er også styrende for min beslutning, tilføjer hun.

Fungerende chef for FE Svend Larsen pointerer, at Anja Dalgaard-Nielsen har ydet et stort bidrag til FE's udvikling og "været stærkt medvirkende til, at FE i dag står så stærkt, som tilfældet er".

- Hun har løftet en omfattende ledelsesmæssig opgave og har blandt andet stået i spidsen for en imponerende produktion af efterretningsprodukter, som høster anerkendelse overalt. Jeg vil gerne takke Anja for hendes store indsats og ønske hende held og lykke i sit videre virke, siger han i meddelelsen.

Anja Dalgaard-Nielsen har gennem sin forskning og karriere en ekspertise i terror. Den har hun opbygget i stillinger hos diverse forskningsinstitutioner og hos den danske efterretningstjeneste.

I 2020 blev hun udpeget som nyt medlem af Natos såkaldte refleksionsgruppe, der samme år skulle levere anbefalinger til medlemslandene om, hvordan det politiske samarbejde internt kan styrkes.

En udpegelse, som daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) var "stolt" af, og som ifølge ham viste den respekt, som Nato har for Danmark og den danske ekspertviden.

Anja Dalgaard-Nielsen er også en hyppigt citeret kilde i diverse medier og har udgivet bøger om terror, herunder bogen "Tryg i en terrortid", som hun skrev sammen med journalist Lotte Lund.

I 2017 fik Anja Dalgaard-Nielsen Rosenkjærprisen. Den gives til personer, der formår at formidle klogt og oplysende om svært tilgængelige emner.

Den snart ledige stilling som efterretningschef i FE vil blive slået op "snarest", skriver FE.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT