FN beskylder Israel for målrettede angreb på fødeklinikker i Gaza

13. MAR 2025 • 12:41UDLAND

Israel har ødelagt Gazas primære fertilitetsklinik og forhindret medicin til gravide i at nå frem, skriver FN.

Israels militær har systematisk angrebet kvindeklinikker i Gaza - herunder Gazas primære fertilitetsklinik og flere fødeafdelinger - under den igangværende krig i det palæstinensiske område.

Det konkluderer eksperter i en ny FN-rapport.

Rapporten slår fast, at de systematiske angreb har karakter af folkedrab, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Israelske myndigheder har ødelagt dele af palæstinensernes fertilitetshjælp i Gaza, skriver den uafhængige FN-kommission.

Israel har hindret, at nødvendig medicin og medicinsk udstyr når frem til gravide og nyfødte i Gaza, skriver kommissionen ifølge Reuters.

Den vurderer, at det har ført til en stigning i antallet af dødsfald blandt gravide.

Navi Pillay er leder af FN-kommissionen. Han peger på, at angrebene på føde- og fertilitetsklinikkerne vil få langvarige konsekvenser.

- Disse overgreb har ikke bare forårsaget alvorlig, akut fysisk og psykisk skade og lidelse hos kvinder og piger, men har også påvirket palæstinensernes mentale sundhed og fertilitet på langt sigt, siger Navi Pillay i en udtalelse.

Desuden har Israel brugt seksuel vold mod palæstinensere som et led i krigsførelsen i Gaza, skriver kommissionen i rapporten.

Der skal blandt andet være tale om voldtægter. Overgrebene er begået både på baggrund af direkte ordrer og "implicitte opfordringer" fra det civile og militære lederskab i Israel, skriver kommissionen.

FN-kommissionen er uafhængig og undersøger forhold, der er begået i de besatte palæstinensiske områder og Israel. Den består af tre personer.

Israels permanente mission ved FN i Genève i Schweiz afviser beskyldningerne. Den kalder dem "uunderbyggede" og "partiske".

Den israelske FN-mission mener, at rapporten "mangler troværdighed", lyder det i et modsvar torsdag formiddag.

- IDF (Israels militær, red.) har konkrete direktiver og politikker, som utvetydigt forbyder sådanne former for ureglementeret adfærd, lyder det fra Israels FN-mission.

Også Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, afviser anklagerne. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

- I stedet for at fokusere på forbrydelser mod menneskeheden begået af terrororganisationen Hamas under den værste massakre mod det jødiske folk siden holocaust vælger FN endnu en gang at angribe staten Israel med falske anklager og absurde påstande, siger Netanyahu i en udtalelse.

Han henviser til Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023. Her blev 1200 mennesker dræbt og cirka 250 blev taget som gidsler.

FN har dog tidligere rettet skytset mod netop Hamas.

I juni sidste år konkluderede en FN-rapport således, at både Israel og Hamas-bevægelsen har begået krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden 7. oktober 2023 og i tiden efter.

Hamas' angreb på Israel i 2023 fik Israel til at iværksætte krigen i Gaza.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT