Tennisspiller afslører autismediagnose efter to års fravær

21. DEC 2024 • 09:50SPORT

24-årige Jenson Brooksby afslører kort før sit comeback til tennisbanen, at han har autisme.

Efter næsten to års fravær vender 24-årige Jenson Brooksby tilbage til tennisbanen i de kommende uger, hvor han blandt andet er til start i Australian Open.

Og det sker med en afsløring af, at han har autisme.

Over for nyhedsbureauet AP fortæller amerikaneren, at han fik diagnosen som toårig, og at han var nonverbal, indtil han var fire år.

Som barn brugte han 40 timer om ugen med terapeuter for at lære at tale, kommunikere bedre og forstå sociale situationer.

I dag ligger han i den milde ende af autismespektret.

- Det er noget, som jeg ikke har lyst til at holde for mig selv, siger Brooksby til AP om årsagen til sin afsløring.

- Jeg ønsker, at folk kender den fulde version af, hvem jeg er.

Han kalder autismen for en stor styrke på banen i nogle situationer, hvor man skal fokusere i længere perioder.

Andre gange er det en ulempe, når spillet ikke fungerer, eller teknikken svigter.

Brooksby var i 2022 oppe som nummer 33 på verdensranglisten og en del af et lovende amerikansk kuld.

Aktuelt er han end ikke rangeret efter sin lange pause.

Den skyldes blandt andet en dopingkarantæne. I 2023 blev han idømt 18 måneders karantæne for at have misset tre dopingtest inden for 12 måneder.

Senere blev karantænen kortet ned, efter at en appelsag bragte nye informationer på bordet. Michelle Wagner, der har været med til at behandle Brooksby, siden han var barn, gav i den forbindelse sit besyv med.

Hun slog blandt andet fast, at Brooksby også som voksen har svært ved at træffe beslutninger og forstå konsekvenser af dem, siger hun til AP.

Brooksby havde vist særdeles lovende takter i grandslam-turneringerne, inden han i 2023 blev opereret i begge håndled, idømt karantæne og siden igen skadet.

Nu lurer comebacket, og amerikanerens træner er fortrøstningsfuld.

- Det er svært at sige, hvad loftet er for ham. Han kan blive en top-10-spiller. Han har kun et gear, når han konkurrerer i noget, og det er fuld fart fremad, siger Eric Nunez til AP.

/ritzau/AP

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT