Etiopier triumferer i Copenhagen Marathon efter tæt duel

10. MAJ 2026 • 14:18SPORT

Tadesse Kassa fra Etiopien var en smule hurtigere end Vincent Mutai fra Kenya og vandt Copenhagen Marathon.

Tadesse Kassa fra Etiopien har søndag vundet Copenhagen Marathon 2026.

Langdistanceløberen brugte 2 timer, 8 minutter og 26 sekunder på at tilbagelægge de 42.195 meter i hovedstadens gader.

Kassas tid er få sekunder langsommere end løbsrekorden, der lyder på 2 timer, 8 minutter og 23 sekunder.

Der var stor spænding om udfaldet mod slutningen, hvor Kassa dannede frontduo sammen med Vincent Mutai fra Kenya.

De løb side om side, inden Kassa efter godt 40 kilometer lagde en smule afstand til Mutai, der ikke længere var i stand til at følge med.

Kenyaneren løb over målstregen ved Fælledparken på Østerbro fire sekunder efter triumfatoren.

- Det havde jeg ikke regnet med, og det er helt sikkert den vigtigste sejr i min karriere, siger Kassa i en pressemeddelelse fra arrangøren.

Valdemar Meiling fra Sparta Atletik og Løb blev den bedste dansker i feltet med en placering som nummer 18.

Årets Copenhagen Marathon havde genvundet sin status af DM, og dermed kan Meiling nu kalde sig for dansk mester i maratonløb for herrer.

Han tilbagelagde distancen i tiden 2 timer, 18 minutter og 32 sekunder.

- På forhånd havde jeg ikke talt om medaljer. Jeg gik bare efter at løbe mit eget løb. Det lykkedes, selv om jeg missede nogle flasker ved væskedepoterne, siger den 23-årige medicinstuderende.

Den hurtigste kvinde blev Mercy Chebwogen fra Kenya. Hun brugte 2 timer, 22 minutter og 8 sekunder og var godt ét minut hurtigere end nummer to.

Chebwogen smadrede dermed løbsrekorden for kvinder, der tidligere lød på 2 timer, 23 minutter og 14 sekunder.

Den hurtigste danske kvinde blev Luna Paltorp, der vandt DM med et forspring på 20 sekunder ned til Sophie Lorentzen.

Vincent Mutai blev også nummer to i sidste års udgave af Copenhagen Marathon, men han blev siden kåret som vinder af arrangøren.

Det skyldtes, at Berhane Tesfaye, der var 44 sekunder hurtigere end Mutai, blev diskvalificeret for brug af et ulovligt stof.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT