Real Betis formåede at kvalificere sig til Champions League, og det kalder cheftræneren for en stor bedrift.
Efter 20 års fravær skal den spanske fodboldklub Real Betis atter deltage i Champions League.Med tirsdagens 2-1-sejr hjemme over Elche er Betis sikker på at slutte på La Ligas femteplads, der giver adgang til Champions League i næste sæson.
Det er en præstation, Betis-træner Manuel Pellegrini er særdeles stolt over.
- Det er ikke nemt at være med i europæiske turneringer i seks år i træk og slet ikke at have kvalificeret sig til Champions League to spillerunder før sæsonafslutningen.
- Holdets største bedrift har været hele tiden at rejse sig efter nederlag, siger chileneren ifølge Reuters.
Betis har i de seneste fem sæsoner deltaget i Conference League og Europa League, men altså ikke i Champions League.
Senest Betis var med i Champions League var i 2005/2006-sæsonen.
I sidste sæson nåede Betis finalen i Conference League, hvor spanierne tabte til Chelsea.
72-årige Pellegrini forklarede, at Betis allerede efter sæsonens første ligakamp satte sig et mål om deltagelse i Champions League. Den plads har dog længe været usikker.
Fra sæsonens start var der kun udsigt til fire sikre pladser i Champions League for spansk fodbold.
Men gode meritter i denne sæsons europæiske turneringer har sikret Spanien en ekstra plads til nummer fem, som det også er tilfældet i den engelske Premier League.
Ud over Betis skal FC Barcelona, Real Madrid, Villarreal og Atlético Madrid spille Champions League i næste sæson.
I næstsidste spillerunde gæster Betis på søndag Barcelona, der er sikker på at vinde det spanske mesterskab for andet år i træk.
/ritzau/