Otte fagforeninger går til myndighederne med kritik af supersygehus

13. MAJ 2026 • 15:10INDLAND/KRIMINAL

Fagforeninger slår alarm over forhold på det nye sygehus i Aalborg og vil have myndigheder til at se på sagen.

Otte fagforeninger går nu til Arbejdstilsynet og Styrelsen for Patientsikkerhed med kritik af forholdene i det nye sygehusbyggeri i Aalborg.

Fagforeningerne er bekymret for både arbejdsmiljøet og patientsikkerheden, fortæller forkvinde for Dansk Sygeplejeråds nordjyske kreds Christina Lund.

- Vi har vurderet, at summen af de problemer, vi ser, er så store, at vi er nødt til at have øjne udefra til at se på det. Både for medarbejdernes, men selvfølgelig også for patienternes skyld, siger hun til Ritzau.

Ud over Dansk Sygeplejeråd er der tale om fagforeningerne Yngre Læger, FOA, HK Kommunal, 3F, Dansk Metal, Dansk El-Forbund og Blik- og Rørarbejderforbundet.

Kritikken går blandt andet på, at der på operationsstuer er målt høje støjniveauer og høje temperaturer, der medfører hovedpine og koncentrationsbesvær hos ansatte.

Det kritiseres også, at der på psykiatriske afsnit i det nye byggeri er indkøbt møbler, der kan anvendes som kasteskyts.

Derudover nævnes det, at ikke alle glaspartier på kardiologisk ambulatorium er blyindfattede, og det medfører bekymring for strålefare i visse kontorområder.

Men der er ifølge fagforeningerne også problemer med patientkald og klokkesnore ved sengene, så patienterne ikke har mulighed for at tilkalde hurtig hjælp.

- Klokkesnorene sidder på en uhensigtsmæssig måde, og det har været en kendt problematik siden 8. februar.

- Så det kan være svært at tilkalde hjælp, hvis man pludselig får brug for det, og det kan jo blive kritisk, hvis det ikke fungerer, siger Christina Lund.

Hun siger, at de tillidsvalgte gennem "en lang periode" har påpeget problemerne, uden at der er fundet løsninger.

Selv om forholdene ikke er optimale, kan man som borger ifølge kredsforkvinden fortsat være tryg ved at komme på sygehuset.

- Der er nogle medarbejdere, der gør alt, hvad de kan, for at få det til at fungere, så patienterne ikke mærker det.

- De fører mere tilsyn, men det er jo en uholdbar løsning, siger Christina Lund.

Det nye sygehus blev indviet tirsdag eftermiddag af dronning Mary.

Indflytningen er foregået gradvist, og flere medier har tidligere beskrevet problemer og mangler i forbindelse med ibrugtagningen af det nye byggeri.

Ritzau forsøger at få en kommentar til kritikken fra Region Nordjylland.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT