Grønlands parlament vedtager ny våbenlov med aldersgrænse

13. MAJ 2026 • 17:59ERHVERV/POLITIK

Hvis Folketinget godkender ny våbenlov i Grønland, skal man frem over være 15 år for at anvende våben.

Det grønlandske parlament, Inatsisartut, har onsdag vedtaget en ændring af våbenloven i Grønland, så der indføres en aldersgrænse på 15 år.

Det skriver Sermitsiaq.

Det er den største ændring af våbenloven siden 1992, skriver mediet.

Ud over en aldersgrænse på 15 år for at eje og anvende våben indføres også en ledsagerordning.

Derved kan børn mellem 12 og 15 år under ledsagelse af en myndig person fortsat deltage i fangst, hvis de har et gyldigt fritidsjagtbevis.

Med den nye våbenlov skal våben og ammunition også opbevares hver for sig.

Selvom at et flertal i Inatsisartut har stemt for opdateringen af våbenloven, kan lovforslaget først træde i kraft, når det er behandlet og vedtaget i Folketinget. Det skyldes, at området ikke er hjemtaget.

De tre regeringspartier i Grønland, Demokraatit, Inuit Ataqatigiit (IA) og Atassut stemte for, mens Naleraq og Siumut afstod fra at stemme.

Opdateringen af våbenloven har ifølge Sermitsiaq været længe undervejs og er blevet debatteret i årevis. Justitsministeriet i Danmark og Grønlands regering, Naalakkersuisut, holdt det første møde om en ny våbenlov i 2018.

Ifølge lovforslaget har Grønlands Politi udtrykt et ønske om en opdateret våbenlov.

Det skyldes, at der har været "flere tragiske hændelser" med blandt andet vådeskudsulykker, drabsforsøg og selvmord.

Den nye våbenlov har hos flere partier skabt bekymring for, om den utilsigtet påvirker grønlandsk fangstkultur og traditioner, hvor "børn vokser op med at gå fangst og jagt med deres familier".

- Og hvor nogle børn omkring 6-årsalderen skyder deres første fangst, som det lyder i betænkning til lovforslaget fra 30. april.

Det er den grønlandske minister for fiskeri, fangst, landbrug og selvforsyning, Peter Borg fra Demokraatit, opmærksom på.

Han sagde under lovbehandlingen onsdag ifølge Sermitsiaq, at han vil undersøge, hvordan den nye lov kan tilpasses, så "det passer til vores kultur og traditioner, når vores børn skal have deres første fangst".

I Danmark kan man tage jagttegn, når man er fyldt 16 år. For at købe og eje eksempelvis en riffel til jagt, skal man som udgangspunkt være fyldt 18 år for at kunne søge om våbentilladelse fra politiet.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT