Golfhåb tror på vendepunkt efter vanskelig start på 2026

13. MAJ 2026 • 05:45SPORT

Rasmus Neergaard, der i denne uge deltager i majorturneringen PGA Championship, ser gode takter til træning.

Golfspilleren Rasmus Neergaard har trods en vanskelig start på 2026 en stærk tro på, at de gode resultater snart kommer.

Det siger den 26-årige dansker i et interview med Viaplay forud for denne uges majorturnering PGA Championship i USA.

- Jeg synes stadig, at det jeg ser i træning har den rigtige retning.

- Om det lige bliver i den her uge, at det bliver mega godt, det ved jeg ikke, men det skal nok blive godt. Det er jeg slet ikke i tvivl om, siger Rasmus Neergaard.

Hans bedste individuelle resultat på PGA Touren i denne sæson er en placering som nummer 40 i Palm Beach i februar.

- Resultatmæssigt har det for at sige det lige ud været en omgang pis i starten af året.

- Jeg har haft svært ved at få sat gode runder sammen. Så har der været den ene ting, der ikke har spillet, og så den anden ting, siger Rasmus Neergaard til Viaplay.

Det blev dog til en enkelt succes for nylig, da han i en parturnering i New Orleans i slutningen af april sluttede på fjerdepladsen sammen med landsmanden Jacob Skov Olesen.

Den danske duo kunne rejse hjem med 288.563 dollar til deling. Det svarer til omkring 920.000 kroner til hver.

Rasmus Neergaard fik sidste år sin majordebut i netop PGA Championship. Dengang var hele fem danskere med i feltet i North Carolina.

I år, hvor turneringen spilles i Pennsylvania, er tre danskere med på startlisten. Ud over Neergaard er det tvillingbrødrene Nicolai og Rasmus Højgaard.

PGA Championship spilles fra torsdag til søndag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT