Israels premierminister har under krigen med Iran besøgt Emiraterne og mødt landets præsident.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har besøgt De Forenede Arabiske Emirater under Iran-krigen.Her har Netanyahu mødtes med landets præsident, oplyser den israelske premierministers kontor onsdag ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.
Ifølge udtalelsen resulterede mødet i et "historisk gennembrud" i relationerne mellem Israel og Emiraterne.
- Under operation "Lion’s Roar" aflagde premierminister Benjamin Netanyahu et hemmeligt besøg i De Forenede Arabiske Emirater, hvor han mødtes med Emiraternes præsident, Sheikh Mohamed bin Zayed al-Nahyan, lyder det fra premierministerens kontor i en udtalelse.
- Besøget markerede et historisk gennembrud i relationerne mellem Israel og De Forenede Arabiske Emirater.
Det er ikke meldt ud, hvilken dato besøget præcist fandt sted.
En kilde med kendskab til mødet oplyser ifølge Reuters, at mødet fandt sted 26. marts i Al-Ain, en by tæt ved grænsen til Oman.
De Forenede Arabiske Emirater er et af de få arabiske lande, der har diplomatiske forbindelser med Israel.
Onsdagens udmelding kommer dagen efter, at USA's ambassadør i Israel, Mike Huckabee, oplyste, at Israel havde sendt sit luftforsvarssystem Iron Dome og personale til at betjene det til De Forenede Arabiske Emirater under krigen med Iran.
Netanyahus kontor bekræftede ikke Huckabees udtalelser.
Konflikten i Mellemøsten blev udløst af angreb fra USA og Israel mod Iran i slutningen af februar.
Iran har siden svaret igen med gengældelsesangreb flere steder i regionen. Det gælder blandt andet lande, der huser amerikanske militærbaser.
Ifølge AFP har Iran målrettet De Forenede Arabiske Emirater oftere end noget andet land.
Trods en våbenhvile, der trådte i kraft sidste måned, har Emiraterne siden rapporteret flere missil- og droneangreb fra Iran.
Kilder har ifølge The Wall Street Journal fortalt, at Emiraterne i hemmelighed har gennemført angreb mod Iran under krigen. Dette er ikke bekræftet fra officiel side.
Kort efter udmeldingen om Netanyahus besøg udtalte Anwar Gargash, rådgiver for Emiraternes præsident, at landet fortsat er engageret i diplomatiske løsninger midt i spændingerne i Mellemøsten. Det skriver AFP.
Han understregede samtidig, at Emiraterne har ret til at forsvare sin suverænitet, og at landet ikke har søgt konflikten, men har arbejdet for at undgå den.
Han tilføjede, at relationerne mellem de arabiske stater og Iran ikke bør baseres på konfrontation.
/ritzau/