Milwaukee får fire spillere og fem valg i NBA-draften for Giannis Antetokounmpo og Bobby Portis.
En af NBA's største stjerner rykker videre i karrieren efter 13 år for Milwaukee Bucks.31-årige Giannis Antetokounmpo skal således til Miami Heat, skriver adskillige medier og normalt velinformerede journalister.
De fleste har de samme detaljer om handlen, og den sender Giannis Antetokounmpo til Miami sammen med holdkammerat Bobby Portis, skriver blandt andre ESPN og AP.
I bytte får Milwaukee fire yngre spillere samt hele fem fremtidige valg i NBA-draften, hvor holdene på skift vælger mellem de bedste unge spillere fra eksempelvis college og udlandet.
Det gælder blandt andet Miamis første valg – det 13. valg generelt set – i den nært forestående draft tirsdag, hvorfor handlen er blevet færdiggjort, selv om også Boston Celtics var meldt meget interesseret i Antetokounmpo.
Grækeren blev valgt til den bedste spiller i NBA i både 2019 og 2020 og spillede hovedrollen, da Milwaukee i 2021 blev mester for kun anden gang.
Han topper de fleste statistikker i holdets historie. Både i forhold til kampe, point, assister, rebounds og blokeringer er han førende i Milwaukee.
/ritzau/