Elitechef stopper efter eget ønske i cykelunionen
Til næste år forlader Morten Bennekou sin stilling i DCU. Han tager næste års VM i BMX i København med.
Morten Bennekou stopper som elitechef i Danmarks Cykle Union (DCU) i august 2025.Det oplyser DCU på sin hjemmeside.
Bennekou, der siden 2019 har bidraget til flere store danske resultater de senere år, har selv ønsket at træde tilbage.
Det sker, når næste års VM i BMX er blevet afholdt i København.
Konstitueret direktør i DCU Jens-Erik Majlund mener, at Morten Bennekou kan forlade unionen med god samvittighed.
- Vi skylder Morten en stor tak for hans indsats og de resultater, han har skabt sammen med rytterne, trænerne og hele organisationen.
- Han har efterladt et stærkt aftryk, som vi kan bygge videre på i de kommende år, siger Majlund til DCU's hjemmeside.
52-årige Morten Bennekou har været ansat i DCU af to omgange.
Fra 2003 til 2008 var han ansat som U19-landstræner, før han blev forfremmet til U23-landstræner og talentchef. Han bestred denne dobbeltrolle fra 2009 til 2015.
Fra 2016 til 2018 tog han en afstikker til det hollandsk-tyske World Tour-hold Sunweb, hvor han var træner og sportsdirektør. Holdet har i dag nye sponsorer og kendes som Team DSM.
Herefter vendte Bennekou tilbage til DCU, hvor han som elitechef har været øverst ansvarlig for de danske elitesatsninger.
Blandt andet har Danmark leveret stærke præstationer på banen senest ved VM i Ballerup. Her leverede de danske baneryttere en historisk bedrift med det største antal medaljer nogensinde ved et VM.
Det blev i alt til syv medaljer - fire af guld, to af sølv og en af bronze.
DCU oplyser ikke, hvem der skal overtage posten som elitechef efter Morten Bennekou.
/ritzau/