Magnussen satte lovende træningstid trods vanskelig bane

22. NOV 2024 • 10:21SPORT

Kevin Magnussen oplevede banen i Las Vegas som udfordrende, men satte den syvende bedste træningstid.

Kevin Magnussen kalder banen i Las Vegas for "mærkelig".

Ikke desto mindre satte Haas-køreren fredag morgen en lovende tid på banen i spillebyen, hvor grandprixet løber af stablen søndag.

Her sluttede danskeren torsdagens anden træning med at køre den syvende bedste tid i Formel 1-feltet.

- Det er en mærkelig bane, fordi overfladen er rigtig glat, og man glider lidt rundt, siger Magnussen til Haas' hjemmeside.

- Det er svært at føle sig komfortabel, fordi det hele kan ændre sig lynhurtigt. Men jeg står et godt sted inden kvalifikationen.

I den første træning blev Magnussen nummer 11 ud af de 20 kørere i Formel 1-feltet.

Noget bedre så det ud, da Haas-danskeren kørte torsdagens anden og sidste træning. Magnussen kørte her den syvendehurtigste omgang på 1.36,811 minutter.

Træningerne skal tages med det forbehold, at det er forskelligt, hvad holdene afprøver, før der står mere på spil senere i løbsweekenden.

Lørdag skal der køres kvalifikation, mens grandprixet i Las Vegas begynder søndag morgen dansk tid.

I det samlede Formel 1-regnskab ligger Magnussen nummer 15 med 14 indsamlede point.

Grandprixet i Las Vegas er det tredjesidste løb i Formel 1-sæsonen. De to sidste grandprixer er 1. december i Qatar og en uge senere i Abu Dhabi.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT