Ironman Copenhagen 2025 melder udsolgt

22. NOV 2024 • 18:46INDLAND/KRIMINAL

3200 atleter har tilmeldt sig Ironman i København næste år. Begivenheden vil finde sted 17. august 2025.

Ironman Copenhagen 2025 er udsolgt.

Det fremgår af en pressemeddelelse fredag aften.

Her står der desuden, at ironman-stævnet i København er den hurtigst udsolgte ironman i Europa i år.

I pressemeddelelsen udtaler Jacob Nørgaard, som er landechef for Ironman Danmark, at "det er fantastisk, at vi allerede nu kan melde udsolgt til Ironman Copenhagen 2025".

- Interessen har været overvældende, og vi ser frem til at skabe en kæmpe fest i hjertet af København, siger han i pressemeddelelsen.

Ironman i København vil blive afholdt 17. august næste år. 3200 atleter fra mere end 78 lande har tilmeldt sig.

Det fremgår desuden af pressemeddelelsen, at Ironman Copenhagen 2025 er blevet udsolgt 165 dage hurtigere end 2024-udgaven.

2025-udgaven er nemlig blevet udsolgt på 94 dage.

Hos Ironman Danmark hæfter man sig ved, at gennemsnitsalderen for de danske deltagere er lavere end den generelle gennemsnitsalder - altså hvor også internationale deltagere tælles med.

Ifølge pressemeddelelsen ligger den generelle gennemsnitsalder på cirka 38 år, mens den for de danske deltagere er nede på cirka 33 år.

- Det er en meget spændende udvikling, at vi ser flere og flere unge danskere, som vil prøve kræfter med Ironman og triatlon, siger Jacob Nørgaard.

- Det viser, at danskerne virkelig har taget Ironman til sig og ønsker at udfordre sig selv til at opnå noget ud over det sædvanlige.

46 procent af deltagerne er i aldersgruppen 18 år til 34 år, står der i pressemeddelelsen.

Desuden er antallet af kvindelige deltagere steget med 4,5 procent sammenlignet med 2024-udgaven af Ironman Copenhagen.

En ironman er en triatlon, som man skal svømme 3,8 kilometer, cykle 180 kilometer og løbe et maraton på 42,2 kilometer.

Ironman Copenhagen blev afholdt for første gang i 2014.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT