Vejhjælp rykker ud til fastkørte bilister og døde batterier

22. NOV 2024 • 19:19INDLAND/KRIMINAL

Snevejr har flere steder givet travlhed hos vejhjælp. Mindst 400 er trukket fri i løbet af fredagen.

Omkring 400 bilister har indtil fredag omkring klokken 17.30 haft behov for at blive trukket fri, efter at flere steder er blevet ramt af sne.

Det oplyser Falck og SOS Dansk Autohjælp til Ritzau.

- Lige nu er situationen den, at vi allerede nu er på det antal fritrækninger, vi havde torsdag. Vi har kørt til godt og vel 150 fritrækninger på landsplan i dag, siger Robin Henriksen, som er driftsleder hos Falck.

Hos SOS Dansk Autohjælp har fredagen indtil videre budt på omkring 250 sager om fritrækning. Det fortæller vagtcentralchef Anette Bjørn Juncher.

- 25 procent af vores sager i dag er starthjælp. Sådan er det altid, når vi får de første kuldegrader. Og så har vi været ude at trække folk fri, fordi der er glat, og man ryger i grøften, siger hun.

Ifølge Anette Bjørn Juncher har SOS Dansk Autohjælp dobbelt så mange sager i forhold til, hvor mange man ville have på en typisk fredag uden vintervejr.

Robin Henriksen fortæller, at travlheden altid indfinder sig, når den første sne indfinder sig.

Ligesom hos SOS Dansk Autohjælp var der også mange bilister, der skulle have hjælp fra Falck til batteriet i deres bil fredag morgen.

- Det er selvfølgelig altid en god idé at forberede sig så godt som muligt, inden man kører ud, især når man ved, at det både er frostvejr og glat, siger Robin Henriksen.

Det kan for eksempel være en god idé at have en lille sneskovl, tæpper og en opladt telefon med, lyder det.

- Sikkerhed er jo altid nøglen til succes. Så det med at få vinterdæk på i god tid, er jo altid en god idé. Så har du i hvert fald de bedste betingelser, siger Anette Bjørn Juncher.

Ifølge de to selskaber har man både haft sager i det sydlige Jylland og en række steder på Sjælland.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) skriver på sin hjemmeside, at der er udsigt til flere sne- og sludbyger først på dagen lørdag.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT