Brøndby giver karantæne til fem hooligans efter FCK-derby

22. NOV 2024 • 16:41SPORT

Der mangler fortsat at blive identificeret 14 bøller efter derby, hvor FCK-afsnit blev angrebet med romerlys.

Brøndby har givet karantæne til fem ballademagere fra det uroplagede derby 27. oktober mod FC København.

Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.

Der mangler fortsat at blive identificeret 14 ballademagere efter optøjerne, der blev fordømt fra mange sider.

Brøndby-direktør Ole Palmå fortæller, at klubben arbejder tæt sammen med politiet.

- Jo flere politiet kan få identificeret og navngivet, jo flere kan der blive registreret i det nationale register og dermed i vores ansigtsgenkendelsessystem, så de kan blive forment adgang, siger Palmå til Brøndbys hjemmeside.

Før kampen angreb Brøndby-hooligans FCK's udebaneafsnit med romerlys. En række hooligans fra FCK gik hurtigt til modangreb.

Urolighederne foregik foran familier og børn på den ene langside på Brøndby Stadion.

Fodboldens Disciplinærinstans besluttede efterfølgende, at Brøndby skulle spille tre hjemmekampe uden tilskuere på Sydsiden og med en maksimal tilskuerkapacitet på 14.000 tilskuere.

Brøndby arbejder på at forhindre muligheden for at bevæge sig fra den ene ende af stadion til den anden. Også sikkerheden ved indgangene bliver gransket med henblik på forbedringer.

- Derudover kigger vi på en ny generation af videokameraer inde på stadion, som integreres med vores ansigtsgenkendelsessystem.

- Det kan bistå os og politiet i vores ønske om at øge identificeringen af personer, der bryder lovgivningen, siger Ole Palmå.

Brøndby er aktuelt placeret på en sjetteplads i Superligaen med 23 point.

Holdet fra den storkøbenhavnske vestegn har fire point op til en førertrio bestående af AGF, FCK og FC Midtjylland.

Søndag møder Brøndby på udebane Sønderjyske, der er nummer ti i Superligaen med 12 point.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT