Kurator trækker sig fra Nordic Waste-konkursbo
Kurator for Nordic Waste trækker sig efter beskyldninger om mulig inhabilitet fra medkurator.
John Sommer Schmidt fra Gorrissen Federspiel har trukket sig som kurator for Nordic Waste.Det bekræfter advokatfirmaet i en mail til Børsen. Ifølge Gorrissen Federspiel trækker han sig på grund af uberettiget uro.
Flere medier, blandt andre DR, Finans og Børsen, har beskrevet, at boets anden kurator - Boris Frederiksen - har sendt en begæring til Retten i Randers om, at John Sommer Schmidt blev fjernet som kurator.
Ifølge Finans mener Boris Frederiksen, som kommer fra Kammeradvokaten, at der har været situationer, hvor man kan så tvivl om, hvorvidt John Sommer Schmidt er inhabil.
Det afviser Gorrissen Federspiel over for både Børsen og Finans.
Advokathuset henviser også til, at John Sommer Schmidt blev godkendt som kurator af skifteretten i januar.
Ifølge DR mener Boris Frederiksen, at hemmeligheder kan være gået tabt på grund af John Sommer Schmidts håndtering.
DR skriver på baggrund af en aktindsigt i begæringen, at Gorrissen Federspiel angiveligt skal have solgt harddiske med video fra selskabets grund uden først at sikre optagelser.
Kammeradvokaten købte harddiskene tilbage.
Nordic Waste gik konkurs i januar i år. Konkursen kom i kølvandet på en meget omtalt sag om et jordskred med forurenet jord ved Ølst tæt ved Randers.
Efter jordskreddet venter der en regning for oprydningsarbejdet, som kan koste Randers Kommune 300 millioner kroner.
Til Finans siger Boris Frederiksen, at han finder det "glædeligt", at kollegaen har besluttet at trække sig. Ifølge Frederiksen burde John Sommer Schmidt aldrig have påtaget sig hvervet som kurator.
Både advokatfirmaet Paul Schmith, som ofte omtales som Kammeradvokaten, og advokatfirmaet Gorrissen Federspiel er blandt de fem største advokathuse i Danmark.
/ritzau/