Egyptiske pletskud sender Manchester City videre i FA Cuppen
I fraværet af Erling Haaland lynede Omar Marmoush to gange, da Manchester City slog Newcastle 3-1.
Manchester City er blandt de otte kvartfinalister i FA Cuppen.Det blev en kendsgerning lørdag aften, da Pep Guardiolas udvalgte ude slog ligarivalen Newcastle 3-1.
Den norske målmager Erling Haaland blev hvilet og var slet ikke i truppen. I hans fravær lynede egyptiske Omar Marmoush i stedet to gange, efter at brasilianske Savinho havde udlignet hjemmeholdets føring.
Det er ottende sæson i træk, at Manchester City mindst er i en FA Cup-kvartfinale. Det er i samme periode blevet til fire finaler og to titler.
Newcastle har knap så prangende resultater at prale af. En kvartfinale er bedste resultat i FA Cuppen i de sidste 20 år, men lørdag begyndte det ellers lovende.
Med danske William Osula som startende angriber efter matchvinderrollen mod Manchester United i ligaen for nylig kom værterne foran 1-0 efter 18 minutter.
Den italienske midtbanespiller Sandro Tonali fangede City-bagkæden højt i banen og sendte kuglen dybt til Harvey Barnes, som køligt udplacerede James Trafford.
Savinho var en evig trussel mod Newcastle-defensiven, men han stod nærmest stille og blev ramt på benet, da han kort før pausen fra kort afstand omsatte Jeremy Dokus indlæg til 1-1.
Kort efter pausen blev det også 2-1 til City. Efter et glimrende angreb fandt højreback Matheus Nunes i bageste område af det lille felt Marmoush, der hamrede kuglen i nettet.
City var ovenpå, og da Marmoush efter 65 minutter fra kanten af feltet øgede til 3-1, var det reelt game over for nordenglænderne.
Begge mandskaber møder i den kommende uge et spansk storhold i Champions League. Newcastle har tirsdag besøg af Barcelona, mens City onsdag gæster Real Madrid.
/ritzau/
