Flere end 30 kvæstet efter eksplosion på natklub i Peru
Flere meldes i kritisk tilstand efter voldsom eksplosion under koncert på natklub. Området er plaget af vold.
En eksplosion på en natklub i det nordvestlige Peru har lørdag såret mindst 31 mennesker, herunder mindreårige.Det oplyser de lokale myndigheder.
Eksplosionen fandt sted i de tidlige morgentimer på en natklub i byen Trujillo, og hospitaler behandler de sårede.
Mindst fem personer er i kritisk tilstand, skriver nyhedsbureauet AP på baggrund af oplysninger fra de lokale sundhedsmyndigheder.
Nogle af de sårede fik amputeret lemmer, og flere er blevet opereret.
De lokale sundhedsmyndigheder oplyser ifølge AP, at en 16-årig og to 17-årige er blandt de kvæstede.
Det er uklart, hvad der forårsagede eksplosionen, som fandt sted midt under en koncert med et peruviansk band. Festdeltagerne flygtede i et forsøg på at komme i sikkerhed.
Peru har oplevet en stigning i vold relateret til organiseret kriminalitet. Lørdagens eksplosion kommer i kølvandet på mindre angreb på natklubber i Trujillo, skriver lokale medier.
For under en måned siden skete der en anden eksplosion i samme by, skriver AP. Her blev 25 hjem beskadiget, men ingen blev dræbt eller såret.
Afpresning og ulovlig minedrift plager La Libertad-regionen, hvor Trujillo ligger. Regionen rummer Perus største guldproducerende område.
Sidste år skete der 286 eksplosioner i regionen - knap halvdelen fandt sted i Trujillo, viser officielle tal ifølge AP.
Myndighederne har sagt, at flere af eksplosionerne har forbindelser til organiserede kriminelle bander, der bruger bombesprængningerne som afpresningsmiddel.
/ritzau/Reuters
