Trump sender stikpille til Storbritanniens leder i Iran-krig
USA's præsident er tilsyneladende vred på Keir Starmer, som har tøvet med at sende krigsskibe til Mellemøsten.
USA's præsident, Donald Trump, sender lørdag en stikpille til Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, på sit sociale medie, Truth Social.Trump mener, at briterne har ventet for længe med at støtte USA under krigen i Iran.
- Storbritannien, vores engang så store allierede, måske den største af dem alle, overvejer endelig seriøst at sende to hangarskibe til Mellemøsten, skriver Trump.
- Det er okay, premierminister Starmer. Vi har ikke længere brug for dem - men vi vil huske det. Vi har ikke brug for folk, der slutter sig til krige, efter at vi allerede har vundet.
Storbritanniens forsvarsministerium sagde lørdag, at et af landets hangarskibe, HMS Prince of Wales, var ved at blive klargjort til en mulig udsendelse til Mellemøsten. Det skriver The Guardian.
Der er dog endnu ikke truffet nogen beslutning om, hvorvidt hangarskibet skal sætte kurs mod regionen.
Hvis hangarskibet bliver sendt til Mellemøsten, vil det slutte sig til det andet britiske hangarskib HMS Dragon, som også sendes til regionen, skriver The Guardian og BBC.
HMS Dragon er dog først klar til at blive sendt afsted i næste uge.
Flere europæiske lande har allerede sendt krigsskibe mod Mellemøsten den seneste uge. Det gælder blandt andre Frankrig, Grækenland og Italien.
Det britiske forsvarsministerium oplyste lørdag, at USA har fået tilladelse til at bruge to britiske militærbaser til det, som betegnes som defensive operationer mod Iran. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Den ene militærbase ligger i Gloucestershire i det sydvestlige England, mens den anden ligger på Chagosøerne i Det Indiske Ocean.
USA indledte i samarbejde med Israel omfattende angreb på Iran natten til lørdag 28. februar. Operationen har fået navnet "Operation Epic Fury".
Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, blev blandt andet dræbt i angrebene.
Iran har foretaget en lang række modangreb, som især er rettet mod Israel og amerikanske militærbaser i Mellemøsten.
De iranske angreb har desuden ramt Saudi-Arabien, Bahrain, Kuwait, Qatar, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Oman, Jordan og Irak.
En iransk drone har også ramt en landingsbane på en britisk militærbase på Cypern.
/ritzau/
