DBU: Kvindernes nye landsholdsaftale er lige på trapperne

16. JAN 2025 • 07:15SPORT

Kvindelandsholdets spillere kan tilsyneladende se frem til bedre økonomi og faciliteter i ny aftale med DBU.

Der er ingen tegn på noget, der bare minder om den konflikt, spillerne på kvindernes fodboldlandshold og Dansk Boldspil-Union (DBU) endte ud i for knap otte år siden.

Selv om den eksisterende landsholdsaftale egentlig løber til udgangen af 2025, er en ny tilsyneladende tæt på.

Målet er, at den er forhandlet på plads med Spillerforeningen inden første kamp i februar, siger DBU's administrerende direktør, Erik Brøgger Rasmussen, i forbindelse med unionens nytårskur.

- For at bidrage til udviklingen på kvindelandsholdet har vi fremrykket forhandlingerne om en ny landsholdsaftale på kvindesiden.

- Det er også for at sende et signal om, at vi investerer yderligere i kvindelandsholdet. Både i forhold til, hvad de får for det, og i forhold til de faciliteter, vi stiller til rådighed, siger han.

Direktøren vil af princip ikke komme nærmere ind på, hvor meget bedre vilkårene bliver i den kommende aftale. Eller om den sender spillerne op på samme lønniveau som herrerne.

- Vi har en klar aftale om, at vi ikke forhandler gennem medierne, påpeger Erik Brøgger Rasmussen.

- Spillerne får jo noget for at spille kampene, men hvis man skal præstere, handler det også om alt det rundt omkring, når man skal spille.

- Vi har investeret markant flere penge over de seneste fire-fem år, hvor aftalen har løbet, og det er også det, vi kommer til i de kommende år, siger han.

I 2017 havnede spillerne i åben konflikt med DBU, mens forhandlingerne stod på. De udeblev fra træninger, og DBU endte med at aflyse en VM-kvalifikationskamp mod Sverige. En kamp, som Danmark tabte 0-3 på skrivebordet.

Året efter var også herrelandsholdet i konflikt med DBU. Men dialogen er helt anderledes i dag, understreger formand Jesper Møller.

- Den er markant bedre. Heldigvis. Både i forhold til herrer og kvinder. Den kunne faktisk ikke blive andet. Vi skal ikke tilbage til det, vi havde i 2017 og 2018.

- Både under den tidligere direktør Jakob Jensen og nu Erik oplever jeg en rigtig god dialog, og jeg er sikker på, at Peter Møller har været en del af det. Vi havde ikke nogen fodbolddirektør dengang, og det har hjulpet. Men vi skal også have en ordentlig dialog med vores landshold. Så det er godt, siger DBU-formanden.

Landsholdet møder Sverige i Odense til årets første kamp 21. februar.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT