Danskerspækket hold venter i spænding på Tour-invitation
Tour de France-arrangøren trækker spændingen i forhold til tidligere år, og det øger spændingen hos Uno-X.
I 2023 dumpede invitationen ind 4. januar. I 2024 kom den 18. januar.I 2025 er vi nået til 21. januar, og det norske cykelhold Uno-X, der bugner af dansk islæt, har endnu ikke fået at vide, om man får lov til at være med i årets udgave af Tour de France.
Derfor bliver der i disse dage bidt negle på ledelsesgangen hos det norske hold, fortæller den danske sportsdirektør Christian Andersen.
- Det kan komme hvert sekund. Lige pludselig sker det bare, siger Christian Andersen.
- Det vil betyde sindssygt meget for os som hold at komme med. Tour de France er vores største mål for i år, og der er intet andet, der er i nærheden af at måle sig med det. Så det er vigtigt at få den billet, siger Christian Andersen.
De 18 World Tour-hold er fødte Tour de France-deltagere. Derudover skal løbsarrangøren, ASO, ifølge Den Internationale Cykelunion (UCI) uddele fire invitationer.
To af invitationerne går til de to hold, der har gjort det bedst i laget lige under World Tour, den såkaldte Proseries, som Uno-X er en del af. De to billetter kan Lotto og Israel-Premier Tech se frem til at modtage.
De sidste to invitationer kan ASO selv disponere over, og det er altså en af dem, Uno-X skal håbe på at få. Den ene billet går som regel til et fransk hold. Og de seneste to år har Uno-X fået den anden.
I år har Uno-X imidlertid fået skarp konkurrence fra schweiziske Tudor, som har sikret sig en aftale med den franske publikumsdarling Julian Alaphilippe - måske netop for at komme i spil til en Tour de France-billet.
- Tudor har købt godt ind. Alaphilippe er dobbelt verdensmester og franskmand, så det er lidt af en mundfuld. Der får vi i hvert fald kamp til stregen, siger Christian Andersen.
- Men vi er ikke herrer over andre end os selv. Vi har gjort og gør, hvad vi kan, og så må vi håbe, at det er nok, siger Christian Andersen, som drømmer om, at ASO får lov til at invitere et hold ekstra.
- Hvis der kommer 23 hold med, er jeg ikke i tvivl om, at vi kommer med. Hvis der kommer 22 hold med, er jeg lidt mere i tvivl. Men vi tror selvfølgelig på vores muligheder, siger Christian Andersen.
Sportsdirektøren har tidligere udtalt, at Uno-X går efter at køre to grand tours i år. Det vil kræve invitationer til Giro d'Italia og/eller Vuelta a España.
- Vi vil rigtig gerne køre to grand tours, men vores udfordring er, at der er mange italienske hold, som bejler til invitationerne i Giro d’Italia, og så er både Tudor og Q36.5 meget italienske.
- Og for de spanske hold handler det næsten om overlevelse at køre Vuelta a España. Jeg tror, det bliver rigtig svært, siger Christian Andersen.
Sæsonen kan med andre ord ende som en bragende succes med flere grand tour-deltagelser. Eller Uno-X kan ende med en lang næse og ingen deltagelse i cykelsportens tre største etapeløb.
- Som udgangspunkt vil det være skidt for os, og vi vil være rigtig kede af det. Det vil groft sagt være noget lort. Men det er jo ikke sådan, at vores verden går fuldstændig under, siger Christian Andersen.
Uno-X har i denne sæson danskerne Magnus Cort, Andreas Kron, Carl-Frederik Bévort, William Blume Levy, Simon Dalby, Henrik Breiner Pedersen og Rasmus Bøgh Wallin på kontrakt.
/ritzau/