Slot opfordrer til tålmodighed med rekorddyre Alexander Isak

12. SEP 2025 • 11:48SPORT

Alexander Isak skal langsomt bygges op og er købt til de næste seks år, siger Liverpool-træner Arne Slot.

Hvis Liverpool-fans forventer, at kæmpekøbet Alexander Isak fra første dag bliver holdets helt store stjerne, kan de ifølge klubbens cheftræner Arne Slot godt tro om igen.

Den 25-årige angriber skal nemlig stille og roligt indsluses på det forsvarende mesterskabshold, der søndag spiller hjemme i Premier League mod Burnley.

- Han kommer stensikkert ikke til at spille fuld tid i alle kampe i de kommende uger, siger Slot på et pressemøde fredag.

Det var heller ikke meget spilletid, Isak fik i den netop overståede landsholdspause. Angriberen sad på bænken i Sveriges opgør mod Slovenien og kom på banen i de sidste 20 minutter i et skuffende nederlag til Kosovo.

- Vi skal langsomt bygge ham op, og når vi spiller så mange kampe og knap træner, bliver det en udfordring, lyder det fra Arne Slot.

Liverpool sprængte banken i slutningen af vinduet, da klubben ifølge engelske medier betalte 125 millioner pund til Newcastle.

- Vi har ikke hentet ham for de næste to uger. Vi har skrevet kontrakt med ham i seks år, så det er både vi og fansene nødt til at have i baghovedet, siger den hollandske cheftræner.

De 125 millioner pund, der svarer til 1,1 milliard kroner, er det dyreste indkøb i britisk fodboldhistorie.

Forhandlingerne mellem de to klubber udviklede sig undervejs til en regulær farce, hvor Isak endte med ikke at spille kampe for Newcastle og ytrede sig kritisk på de sociale medier.

For de penge har Liverpool fået en angriber, der i de seneste tre sæsoner har lavet 62 mål i 109 kampe for Newcastle.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT