Dansker bytter Bundesligaen ud med Derby
Den tidligere U21-landsholdsspiller Oscar Fraulo skifter fra Borussia Mönchengladbach til Derby.
Den danske midtbanespiller Oscar Fraulo skal fremover tørne ud for Derby County i Englands næstbedste fodboldrække.Den tidligere engelske mesterklub har købt den løbestærke dansker fri af Borussia Mönchengladbach fra Bundesligaen et halvt år før kontraktudløb. Fraulo har underskrevet en kontrakt, der løber frem til sommeren 2029, oplyser Derby.
- Jeg har kendt til Derbys interesse i et stykke tid, og jeg har haft gode snakke med klubben i løbet af den seneste måned. Jeg er 100 procent sikker på, at det er et godt sted at spille, og jeg kan se, hvordan jeg passer til klubbens projekt. Jeg er meget glad for skiftet, siger Fraulo.
Den 22-årige fynbo nåede aldrig for alvor at få succes i løbet af sine 3,5 år i Gladbach, men han har undervejs i opholdet været udlejet til hollandske Utrecht med pæn succes.
Derfor var han i sommer også en del af det danske U21-landshold, der nåede frem til EM-kvartfinalen.
Derby ligger nummer 11 i The Championship. Holdet er fem point fra at ligge på en playoffplads om Premier League-oprykning.
/ritzau/
