Fransk fodboldtalent er fløjet til hospital efter brand i Schweiz
En 19-årig Metz-spiller behandles for alvorlige brandskader efter dødsbrand på natklub i Schweiz.
Den franske fodboldklub FC Metz er i chok, fordi en af klubbens talentfulde spillere behandles for alvorlige brandskader på hospitalet.Den 19-årige venstre back Tahirys Dos Santos blev slemt forbrændt, da han nytårsnat befandt sig i schweiziske Crans-Montana, da der opstod brand på natklubben Le Constellation Bar and Lounge i det populære skisportsområde.
Efterfølgende blev han fløjet med helikopter til et hospital i Tyskland, hvor han i øjeblikket modtager behandling for sine skader, oplyser fodboldklubben fra Frankrigs bedste række.
- Klubbens ledelse, spillere, trænere og personale er i chok og dybt berørte af denne nyhed. De udtrykker deres dybeste medfølelse med Tahirys i denne svære tid, hvor han kæmper med sine skader, skriver klubben.
Metz arbejder sammen med myndighederne på at arrangere muligheden for, at teenageren kan blive overflyttet til et hospital i nærheden af sit hjem, hvis hans tilstand gør det muligt.
Tahirys Dos Santos har ikke fået debut for Metz' førstehold, men træner med holdet. Så sent som 20. december sad han på bænken til en fransk pokalkamp. Her sad han sammen med danskeren Jonathan Fischer, der sædvanligvis er førstemålmand i den franske klub, der ligger sidst i Ligue 1.
Omkring 40 personer er omkommet i branden på den schweiziske natklub, oplyste myndighederne torsdag eftermiddag. Derudover er cirka 115 personer sårede, og flere af dem er meldt i kritisk tilstand.
Årsagen til dødsbranden er ukendt.
/ritzau/
