Dobbeltdækkerbus er væltet på svensk motorvej
En dobbeltdækkerbus er ifølge svensk politi væltet ned i en grøft på E4. Der er 48 personer om bord på bussen.
En bus er fredag væltet og ligger i en grøft ved motorvejen E4 i Sverige.Det oplyser svensk politi ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
- Den seneste melding er, at der er 48 passagerer på bussen, siger talsperson Elisabeth Glaas til TT.
Tre personer er bragt til sygehuset, det lyder dog, at skaderne ikke er livstruende.
Det svenske medie SVT skriver, at der ifølge redningstjenesten SOS Alarm indledningsvist var sendt to ambulancer til stedet.
Det blev dog efterfølgende klart, at behovet var større.
Redningstjenesten har efterfølgende sendt ni ambulancer til ulykkesstedet.
Der er ifølge bureauet tale om en dobbeltdækkerbus. Ulykken er sket uden for Skellefteå i Västerbotten i Sverige.
Politiet modtog anmeldelse om ulykken omkring klokken 12.00.
Også to personbiler har været involveret i ulykken. De meldes at være kørt i grøften i den modsatte side af vejen.
Det svenske medie SVT skriver, at bilerne ramte bussen bagfra, efter at den var væltet.
De tre køretøjer var ifølge SVT på vej i sydgående retning. Vejen er i øjeblikket spærret i begge retninger.
/ritzau/
