Zelenskyj udpeger spionchef som ny stabschef efter korruptionsskandale
Den tidligere stabschef Andrij Jermak trådte tilbage i november under en stor korruptionsskandale.
Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udnævnt Kyrylo Budanov, som hidtil har været chef for Ukraines militærs efterretningstjeneste, til ny stabschef i det ukrainske præsidentkontor.Det skriver Zelenskyj i et opslag på X.
- På dette tidspunkt har Ukraine brug for større fokus på sikkerhedsspørgsmål, udviklingen af Ukraines forsvars- og sikkerhedsstyrker såvel som det diplomatiske spor med forhandlinger, skriver præsidenten og tilføjer:
- Præsidentkontoret vil hovedsageligt arbejde for opfyldelsen af disse opgaver for vores stat.
Ifølge Reuters har Budanov accepteret tilbuddet.
Den tidligere stabschef Andrij Jermak trådte tilbage i november under en stor korruptionsskandale, selv om han ikke er anklaget for lovbrud.
Sagen handler om bestikkelse til en værdi af 100 millioner dollar i Ukraines hårdt ramte energisektor. Ifølge anklagerne er sagen orkestreret af en tidligere personlig ven af præsidenten.
Korruptionsskandalerne har udløst vrede blandt de ukrainske vælgere på et tidspunkt, hvor Rusland angriber Ukraines sårbare elnet.
Russiske angreb har medført strømafbrydelser og manglende varme i radiatorerne i flere områder i vinterperioden.
I slutningen af december foretog de ukrainske antikorruptionsmyndigheder Nabu og Sapo en ransagning af kontorer i Ukraines parlament.
Nogle af parlamentsmedlemmerne mistænkes for at være en del af en kriminel gruppering.
Antikorruptionsagenturet oplyste ikke nærmere detaljer om efterforskningen, men oplyste, at de mistænkte havde taget imod bestikkelse som betaling for deres stemmer i parlamentet.
Udfordringerne med korruption kommer på et kritisk tidspunkt for Zelenskyj, som har nydt udbredt popularitet og været stort set uimodsagt, siden Rusland invaderede landet i februar 2022.
/ritzau/
