Færre end sidste år talte i telefon og sendte sms'er nytårsaften
Mellem klokken 23.55 og 00.05 blev der foretaget 45.719 opkald og sendt 46.915 sms'er på Telenors netværk.
Da rådhusklokkerne ringede, og kalenderen viste 2026, blev der foretaget færre opkald og sendt færre sms'er end nytårsaften året før.Det viser tal fra mobilselskabet Telenor.
Men det betyder ikke, at der ingen nytårshilsner var at finde i den digitale verden.
I stedet peger udviklingen på, at flere sender deres nytårshilsner som billeder og video via datatjenester og sociale platforme.
For nytårsaften er stadig blandt årets travleste på mobilnettet, forklarer Christian Hoffmann, der er privatkundedirektør i Telenor.
- Men måden, vi siger godt nytår på, er ved at ændre sig. Flere vælger de visuelle hilsner såsom små videoer, billeder og beskeder frem for det klassiske opkald eller en sms, siger han.
Da danskerne sprang ind i 2026, løb der seks procent færre sms'er og syv procent færre opkald gennem mobilnettet sammenlignet med overgangen til 2025.
Selv om flere nytårshilsner rykker over på andre platforme, var mobilnettet ikke helt uden arbejde, da klokken slog midnat.
På ti minutter mellem klokken 23.55 og 00.05 blev der foretaget 45.719 opkald og sendt 46.915 sms'er på Telenors netværk.
Teleselskabet 3 oplevede særligt, at kongens nytårstale klokken 18.00 sendte streamingforbruget i vejret i stuerne landet over.
I minutterne før, under og efter nytårstalen steg det samlede streamingforbrug, på de kanaler der viste talen, med 233 procent, på de tidspunkter hvor flest så med.
- Folk vil for alt i verden ikke misse hverken talen eller rådhusuret, der slår midnat. Derfor ser vi, at streamingforbruget stiger kraftigt, siger Stefan Ring Støhrmann, der er head of network operations i 3.
Da året lakkede mod enden, sprang streamingforbruget igen til tops, da forbruget steg med 221 procent fra midnat og et kvarter frem sammenlignet med samme tidsrum dagen før.
/ritzau/
