Brøndby køber polsk midtbanespiller i MLS-klub
Den polske landsholdsspiller Bartosz Slisz skal kæmpe om spilletid på Brøndbys centrale midtbane.
Brøndby IF har torsdag forstærket midtbanen med den polske landsholdsspiller Bartosz Slisz, som får en aftale frem til sommeren 2029.Bartosz Slisz er købt i MLS-klubben Atlanta United FC, hvor han har spillet i de seneste to år.
Det oplyser Brøndby på klubbens hjemmeside.
- Jeg har en klar ambition om, at vi skal spille med om titler og i europæiske turneringer. Det er en kæmpe klub i Skandinavien med en fantastisk fanscene, og det er naturligvis nogle af de tungtvejende årsager til mit skifte hertil.
- Jeg kender en del til Brøndby IF i forvejen. Ikke mindst fordi klubben har mødt forskellige polske hold de senere år i forbindelse med europæisk fodbold.
- Det er generelt en klub, man kender i Polen - og så mødte de jo min gamle klub Legia sidste år, siger Bartosz Slisz til klubbens hjemmeside.
Inden skiftet til MLS spillede Bartosz Slisz 165 kampe for Legia Warszawa.
Bartosz Slisz er noteret for 21 landskampe og et enkelt mål for Polen. I 2025 fik han spilletid i syv landskampe for Polen.
Brøndby-fodbolddirektør Benjamin Schmedes er glad for få mere konkurrence ind på den centrale midtbane.
- Bartosz er en højenergisk og aggressiv defensiv midtbanespiller med en imponerende løbekapacitet, der er garant for den balance, der er så vigtig i hans position.
- Han er god på bolden og meget fodboldintelligent, samtidig med at han kommer med en masse international erfaring fra det polske A-landshold.
- Bartosz besidder en stærk mentalitet, og vi er sikre på, at vi sammen kan føje yderligere til de kvaliteter og få stor glæde af ham i Brøndby, siger Schmedes.
/ritzau/
