På mandag ryger kuplen af Rundetaarn

8. JAN 2026 • 14:09INDLAND/KRIMINAL

Mandag bliver kuplen på toppen af Rundetaarn løftet af med en kran, fordi den skal have nyt kobber på.

Fra og med næste uge og de kommende måneder kommer Rundetaarn i København ikke til at ligne sig selv.

På mandag klokken 11 vil en kran efter planen nemlig løfte den kobberbeklædte kuppel af den historiske bygning på Købmagergade og sænke den ned på jorden.

Årsagen er, at den grønne kuppel er blevet utæt, så der løber vand ind under den. Derfor skal den restaureres og have ny kobberbelægning.

- Rundetaarn er et ikonisk bygningsværk i verdensklasse, som vi skal tage vare på, og det ansvar er vi meget bevidste om.

- Når vi vælger at restaurere kuplen netop nu, er det for at udvise rettidig omhu, og vi går til arbejdet med nænsomhed, grundighed og med den dybeste respekt for både håndværket og Rundetaarns historie, siger Jeanette Bursche, der er direktør i den selvejende kulturinstitution, der varetager og finansierer tårnets drift og vedligehold.

Rundetaarn blev bygget under Christian IV i 1600-tallet som et observatorium, som man kunne iagttage stjernerne fra.

Det vil man fortsat kunne, når restaureringen er færdiggjort engang til sommer eller i efteråret.

Rundetaarn er lige nu lukket på grund af arbejdet med at nedtage kuplen. Det genåbner dog 6. februar.

Samtidig vil man få mulighed for at følge restaureringen af kuplen, der kommer til at foregå på et til lejligheden indrettet værksted ved foden af tårnet.

Det forventes, at løftet af den tre ton tunge kuppel, der foregår med kran, varer omkring 15 minutter.

Det kræver, at der er vindstille vejr i omkring et kvarter, og derfor kan tidspunktet for kuppelløftet ændre sig, hvis der bliver udsigt til blæst.

/ritzau/

MESTE LÆST INDLAND-KRIMINAL (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT