Zalando lukker logistikcenter i Tyskland med 2700 ansatte
Efter opkøbet af et tysk tøjfirma ønsker modeplatformen Zalando at strømline sit logistiske netværk.
Modeplatformen Zalando lukker sit logistikcenter i byen Erfurt i det centrale Tyskland.Det oplyser Zalando i en pressemeddelelse torsdag.
Det betyder, at logistikcenterets 2700 ansatte står til at miste deres job inden udgangen af september i år.
Seneste opgørelse fra Zalando viste, at modeplatformen havde cirka 15.300 ansatte i 2024.
- Vi er utroligt taknemmelige for bidragene fra hvert eneste teammedlem, og vi beklager dybt den indvirkning, disse beslutninger vil have på vores kolleger, lyder det torsdag i meddelelsen.
Lukningen skyldes, at man ønsker at strømline sit logistiske netværk i Tyskland. Det er et resultat af, at man i løbet af 2025 færdiggjorde opkøbet af det tyske tøjfirma About You.
Købet af firmaet blev første gang annonceret i slutningen af 2024, og i sommeren sidste år lå en endelig aftale klar.
Med handlen, der havde en værdi af cirka ni milliarder kroner, satte Zalando sig på en femtedel af det europæiske marked, har mediet DetailWatch tidligere skrevet.
Zalando vil i forlængelse af lukningen i Erfurt opsige aftaler med tre andre lagre, som eksterne selskaber har drevet for selskabet.
I november udkom selskabet med sit regnskab for de første ni måneder af 2025. Det viste en omsætning på knap 8,3 milliarder euro.
Det svarer til 62 milliarder kroner og er en stigning på 13,8 procent sammenlignet med den tilsvarende periode året før.
Til gengæld skrumpede overskuddet efter skat fra 131,1 million euro til 119 millioner euro.
Modeplatformen blev grundlagt i Berlin i 2008, og virksomheden har stadig hovedsæde i den tyske hovedstad.
Den danske forretningsmand Anders Holch Poulsen, som nok er bedst kendt for at være direktør i og ejer af tøjkoncernen Bestseller, ejer omkring 10 procent af Zalando.
Det gør han via sit holdingselskab Heartland.
/ritzau/
