Storm smadrer millioner kubikmeter træ i Sverige
Den svenske skovstyrelse vurderer, at decemberstormen Johannes er den mest omfattende de seneste ti år.
Stormen Johannes, som blæste ind over Sverige, Norge og Finland i december, anslås at have smadret ti millioner kubikmeter træ i Sverige.Det viser det foreløbige estimat opgjort af den svenske skovstyrelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Tallet kan blive justeret op eller ned.
- Lige nu er vejret meget vanskeligt. Det gør arbejdet med at estimere mængderne vanskeligere, tilføjer skovkoordinator Magnus Martinsson ifølge TT.
Den svenske skovstyrelse vurderer, at Johannes formentligt er den mest omfattende storm, der har ramt landet de seneste ti år, og den fjerde mest ødelæggende, siden målingerne begyndte i begyndelsen af 1930'erne.
Den mest ødelæggende storm var Gudrun i 2005. Her faldt 75 millioner kubikmeter skov.
Sverige er inddelt i 21 län, som er landets administrative enheder.
De hårdest ramte områder er Dalarna og Gävleborgs län, som ligger knap 300 kilometer nord for Sveriges hovedstad, Stockholm.
Der er også sket betydelige skader langs kysten fra Uppland, som ligger lige nord for Stockholm, og helt op til Norrbottens län, der ligger i den nordligste del af Sverige og flugter med grænsen til Finland.
Fredrik Munter, der er administrerende direktør for Mellanskogs skovejerforening, som ifølge TT har mange medlemmer i de hårdest ramte områder, sagde onsdag, at der er væltet træer for milliarder af svenske kroner.
- Det betyder ikke, at alt er tabt - vi kan redde noget. Men det hele afhænger af, hvordan forarbejdningen går, sagde han.
Så længe det er koldt, er der ikke den store hast med at få træerne ud af skoven. Men når det bliver lunere, forringes kvaliteten af tømmeret, skriver TT.
Tre personer mistede livet i Sverige i forbindelse med stormen. Der har ikke været meldinger om omkomne i Finland eller Norge.
