Frisparksdrøn cementerer Hjulmands ønskedebut i Leverkusen
Kasper Hjulmand og Leverkusen fik to røde kort, men to frisparksmål grundlagde 3-1-sejren over Frankfurt.
Det var alt andet end let, men Kasper Hjulmand fik fredag aften alligevel en resultatmæssig optimal start på tilværelsen som ny Bayer Leverkusen-træner.I en hjemmekamp mod formstærke Eintracht Frankfurt vandt Leverkusen med 3-1 i Bundesligaen.
Hjulmands tropper fik to røde kort undervejs, men de tre point blev heroisk sikret mod Frankfurt, der ellers havde vundet de to første kampe i Bundesligaen.
Omvendt er der tale om Leverkusens første sejr i årets Bundesliga.
Sejren lander få dage efter den tidligere landstræners ansættelse som ny chef for Leverkusen.
Hjulmand blev offentliggjort som ny cheftræner mandag, efter at Erik ten Hag blev fyret efter kun to bundesligakampe, der har kastet ét point af sig.
Dansk islæt var der også at finde hos Eintracht Frankfurt, hvor landsholdsspilleren Rasmus Nissen Kristensen startede inde, og det samme gjorde landsmanden Oscar Højlund på midtbanen.
Nissen Kristensen udgik dog efter bare syv minutter med en skade. Højlund spillede 71 minutter i opgøret.
Hjulmand og Leverkusen fik en drømmestart i fredagens debut, da værterne bragte sig i front efter ti minutter.
Alejandro Grimaldo gik til bolden på et frispark, og den spanske back ramte stolpen. Men derfra ramte kuglen Michael Zetterer i Frankfurt-buret, og så trillede målet i netmaskerne.
Tjekkiske Patrik Schick fordoblede føringen på straffespark i ganske sikker stil i første halvlegs overtid.
Kort inde i anden halvleg fik gæsterne reduceret, da bolden dumpede ned til Can Uzun, der resolut sparkede 1-2-målet ind.
Udviklingen gik atter den gale vej for Kasper Hjulmands tropper, da midtbaneankeret Robert Andrich blev udvist med en halv time tilbage med sit gule nummer to.
Frankfurt pressede på i slutfasen, og missionen for Hjulmand blev sværere, da endnu et rødt kort blev sendt i retning af en Leverkusen-spiller.
I overtiden blev således også Ezequiel Fernandez udvist, og så skulle kun ni Leverkusen-spillere kæmpe sejren i hus.
Udvisningerne viste sig dog ligegyldige, for Grimaldo viste igen skarpheden på frispark.
Spanieren kanonerede 3-1-målet ind på et frispark med venstrebenet i den absolutte overtid, og så kunne Kasper Hjulmand juble stort på sidelinjen.
/ritzau/