USA opfordrer G7-lande til pres på russiske olieimportører

13. SEP 2025 • 03:25UDLAND

USA vil have de øvrige G7-lande til at indføre importtold på varer fra lande, der køber olie i Rusland.

USA opfordrede fredag de øvrige lande i G7-sammenslutningen til at indføre importtold på varer fra lande, der køber olie fra Rusland.

Det skriver USA's finansministerium på sin hjemmeside.

På et hasteindkaldt telefonmøde mellem G7-landenes finansministre opfordrede USA's finansminister, Scott Bessent, og USA's handelsrepræsentant, Jamieson Greer, de øvrige lande til at følge USA's eksempel.

- Kun med en fælles indsats, der stopper den indtægtskilde, der finansierer Putins krigsmaskine, er vi i stand til at lægge det nødvendige pres, der kan stoppe de meningsløse drab, siger Bessent og Greer i udtalelsen.

USA fordoblede i august importtolden på indiske varer fra 25 til 50 procent. Det skete med den begrundelse, at Indien "direkte eller indirekte importerer russisk olie".

Det fremgår ikke, hvordan de øvrige G7-lande har taget imod den amerikanske opfordring om at indføre importtold på varer fra lande, der køber olie fra Rusland.

- Vi er opmuntret over de forsikringer, vi har fået fra de øvrige G7-lande om, at de vil have afsluttet krigen, og vi håber, at de vil slutte sig til os og træffe denne afgørende beslutning på et kritisk tidspunkt, siger Bessent og Greer i den fælles udtalelse.

G7-landene tæller Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Canada og USA.

USA's præsident, Donald Trump, har forgæves forsøgt at sikre en afslutning på krigen i Ukraine.

I august afholdt Trump et møde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i den amerikanske delstat Alaska. Det blev fulgt op af møder i Washington D.C. med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj og flere europæiske ledere.

Trumps håb var, at møderne kunne bane vejen for et møde mellem Putin og Zelenskyj, hvilket endnu ikke er sket.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT