Dansk Davis Cup-hold går efter at vinde det hele

13. SEP 2025 • 08:30SPORT

Med Holger Rune i spidsen går Danmarks Davis Cup-hold efter at slå Spanien og komme med i Final 8.

Da Frederik Løchte Nielsen selv spillede på Danmarks Davis Cup-hold, var det ikke mindst for at få én på opleveren, når det danske hold en sjælden gang imellem mødte store tennisnationer.

Sådan er det ikke længere, når han nu står i spidsen for tennislandsholdet. Nu er sejre det primære. Derfor generer det ham heller ikke, at verdensetteren Carlos Alcaraz har meldt afbud til weekendens kamp mellem Spanien og Danmark.

- Da jeg spillede, havde vi jo ikke en chance for at vinde, så der ville jeg hellere have oplevelserne. Nu er vores hold så godt, at vi går efter at vinde Davis Cup, og så er prioriteringen at vinde så mange kampe som muligt.

- Det er da klart, at det rykker ved parametrene, når verdens bedste tennisspiller ikke er med, men det er stadig en stor opgave mod gode spillere, understreger Frederik Løchte før weekendens kampe.

Her dyster Danmark og Spanien om en plads blandt verdens otte bedste nationer i Final 8, der spilles i Italien i november.

Mens Spanien må se bort fra sine bedste spillere, da også Alejandro Davidovich Fokina og doublespilleren Marcel Granollers har meldt afbud, stiller Danmark i stærkeste opstilling på gruset i Marbella.

Holger Rune har igen prioriteret at stille op til Davis Cup, selv om det kræver et underlagsskift, før han ser ind i et stramt program med Rod Laver Cup i USA og efterfølgende en række turneringer i Asien.

- Det handler om, at vi kan gå i finalen eller ej, så det er ret stort at skulle spille Davis Cup mod Spanien. Jeg har hele tiden troet på vores mulighed, men det bliver selvfølgelig en stor udfordring, selv om Alcaraz og Fokina ikke er med.

- Det vil betyde virkelig meget at nå Finals. Jeg husker, hvor langt nede vi lå for år tilbage, nu er vi kun en kamp fra Finals. Det er i sig selv kæmpe stort, og det lover rigtigt positivt. Ikke kun i år, men også fremadrettet i de næste sæsoner, siger Rune.

Han spiller selv den første kamp lørdag klokken 12.30 mod Pablo Carreño Busta. Derefter skal Elmer Møller op imod Jaume Munar.

Søndagen indledes med en double, før der spilles op til to singler.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT