Meny har de mest tilfredse kunder i ny undersøgelse

13. SEP 2025 • 09:11ERHVERV/POLITIK

I ti år har Rema 1000 ligget i top i undersøgelse blandt kunder. Den placering har kæden Meny nu indtaget.

For første gang i ti år er det Meny og ikke Rema 1000, som ligger i toppen i måling om kundernes holdning til en række dagligvarekæder.

Dagrofa, der står bag Meny, skriver i en pressemeddelelse, at kæden står som Danmarks stærkeste dagligvarebrand i Loyalty Groups årlige brancheindeks.

- Vi har de sidste ti år knoklet dag efter dag på at være Danmarks Madmarked. Jeg er utrolig stolt af alle købmænd og madarbejdere (Menys ord for deres ansatte, red.) i vores 116 butikker, som hver dag med et smil servicerer vores kunder, lyder det fra kædedirektør Richo Boss i pressemeddelelsen.

Loyalty Group laver årlige brancheindeks indenfor flere forskellige brancher.

Undersøgelsen vurderer i dette tilfælde kundernes loyalitet og tilfredshed over for dagligvarekæder.

Ifølge Dagrofa får Meny 70 point i undersøgelsens såkaldte loyalitetsindeks. Desuden vinder kæden på fem ud af otte områder, der er spurgt til.

På loyalitetsindekset er Rema 1000 nummer to med 67 point. Tredjepladsen tilhører Lidl med 63 point.

B.T. skriver, at Meny dog halter efter flere af konkurrenterne, når det kommer til, om kunderne synes, at de får værdi for pengene.

Her placerer Meny sig som nummer syv ud af ti kæder.

4694 personer har svaret på spørgsmål om dagligvarekæder indenfor emner som produktkvalitet, økologi, tillid, værdi for pengene og loyalitet, skriver B.T.

Dagrofa skriver, at Meny vinder kategorierne tillid, image, produktkvalitet, økologi og tilgængelighed.

Undersøgelsen er lavet i et online-spørgeskema i august 2025.

I pressemeddelelsen sender kædedirektøren hos Meny en tak til kunderne.

/ritzau/

MESTE LÆST ERHVERV-POLITIK (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT