Antonsen får skovlen under Axelsens overmand i Kina
Anders Antonsen er semifinaleklar ved China Masters efter en sikker sejr over Alex Lanier.
Anders Antonsen har kurs mod et titelforsvar i badmintonturneringen China Masters.Efter et tæt første sæt fik aarhusianeren fredag skovlen under franske Alex Lanier, som torsdag eliminerende Viktor Axelsen efter et forrygende comeback. 21-18, 21-14 vandt Antonsen fredagens kvartfinale efter knap 50 minutters spil.
Torsdag vandt Axelsen første sæt og førte stort i anden sæt, inden meget slidstærke Lanier slog tilbage og dukkede den dobbelte olympiske mester.
Samme scenarie blev en mulighed mod Antonsen fredag, da Lanier pludselig tog fem point i træk i andet sæt og forvandlede 6-17 til 11-17.
Men en rolig og koncentreret Antonsen skruede op for tempoet og tvang en slagen franskmand til at lave masser af fejl, hvorfor det i sidste ende blev til en forholdsvis sikker dansk sejr.
Størst spænding var der i første sæt, hvor Lanier efter en god start var foran med fire point flere gange, inden Antonsen fra 8-12 strammede skruen og både teknisk og taktisk viste sig som bedste mand.
Antonsen skal i sin semifinale lørdag eftermiddag op mod verdens nummer 15, Chun-Yi Lin fra Taiwan, som han senest slog ved China Open i juli efter tre meget tætte sæt.
Antonsen er eneste tilbageværende dansker i China Masters, der rangerer som en Super 750-turnering.
/ritzau/