Magtfuld republikaner kritiserer trusler mod Jimmy Kimmel-show

20. SEP 2025 • 01:39UDLAND

Ted Cruz tilslutter sig Demokraterne og kritiserer trusler mod tv-stationer for at sende "Jimmy Kimmel Live!".

Den fremtrædende republikanske senator Ted Cruz, der står i spidsen for FCC, der er det amerikanske kommunikationstilsyn, har fredag sluttet sig til Demokrater, som kritiserer FCC-formand Brendan Carr.

Det sker, i forbindelse med at Carr har truet Disney og lokale tv-stationer for at sende programmet "Jimmy Kimmel Live!".

Ted Cruz er senator i Texas og er en af de mest magtfulde republikanere i USA's lovgivende forsamling, Kongressen.

- Jeg må sige, at det lige så godt kunne foregå i "Goodfellas", siger Cruz og hentyder til en gangsterfilm af instruktøren Martin Scorsese.

- Det er ligesom en mafioso, der går ind på en bar og siger: "Flot bar, I har her. Det ville være en skam, hvis der skete noget med den", siger han.

Han kalder videre Carrs trussel om at give tv-stationer bøder og inddrage deres licenser på grund af indholdet af deres shows for farlig.

Cruz' udtalelse er et sjældent eksempel på, at et fremtrædende medlem af USA's præsident Donald Trumps parti, Republikanerne, offentligt kritiserer administrationens handlinger.

Disneys selskab ABC offentliggjorde tidligere på ugen, at "Jimmy Kimmel Live!" lukkes på ubestemt tid på baggrund af Kimmels udtalelser om det formodede attentat på den konservative aktivist Charlie Kirk i sidste uge.

Det har vakt bekymring for ytringsfriheden i USA - især i Det Demokratiske Parti, blandt fremtrædende personer i Hollywood og i borgerrettighedsgrupper.

Trump sagde fredag til journalister i Det Ovale Værelse, at han er uenig med Cruz og kalder Carr for en fantastisk amerikansk patriot med mod.

Han gentog torsdag, at tv-stationer, der er kritiske over for hans administration, måske burde have deres FCC-udstedte licens inddraget.

- Jeg er en person, der går meget stærkt ind for ytringsfrihed, sagde Trump fredag, da han blev bedt om at kommentere yderligere.

Men han mener, at tv-stationerne er så meget imod ham, at han betragter dem som en forlængelse af Demokraterne.

Carr og FCC er ikke vendt tilbage på Reuters' anmodninger om en kommentar.

/ritzau/Reuters

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT