FCK-angriber lavede sit første CL-mål efter tysk blunder

18. SEP 2025 • 23:20SPORT

Jordan Larsson var glad for at få scoret sit første mål i Champions League efter en blunder fra Leverkusen.

FC København-angriberen Jordan Larsson indfriede en personlig målsætning, da han scorede sit første mål i Champions League i torsdagens 2-2-kamp mod Bayer Leverkusen.

Efter ni minutter scorede Larsson til 1-0, da Leverkusens forsvar stod og snorksov.

FCK-kantspilleren Elias Achouri lavede et perfekt indlæg på Thomas Delaneys dybdebold, der kun akkurat blev nået på selve baglinjen.

- Jeg så, at bolden blev lidt lang. Men jeg ved, hvor hurtig Achouri er. Jeg kiggede på deres bagkæde, og det så ud som om, at de tænkte, at bolden ville gå ud til målspark.

- Men jeg satsede på, at Achouri nåede den. Og det gjorde han, og han spillede den perfekt ind til mig i boksen.

- Det var en dejlig følelse at score mit første mål i Champions League og høre Parken eksplodere. Det var en drøm, der gik i opfyldelse, siger Larsson.

Leverkusens forsvarsspillere tøvede og stod nærmest stille, da Larsson tog løbet ind i feltet. Han scorede ikke et eneste mål i de fem gruppekampe, han spillede for FCK for to år siden.

Men denne gang lykkedes det takket være sløset tysk forsvarsspil.

- Jeg læste situationen hurtigere, og jeg var først inde i feltet, konstaterer svenskeren tørt.

Larsson kan godt undre sig over, at ingen fra Leverkusens forsvar reagerede hurtigere, end det var tilfældet. Det regner han ikke med at se i de kommende kampe fra de øvrige modstandere.

- Leverkusen tog os måske ikke lige så seriøst, som når de spiller mod større hold. Jeg ved det ikke. Det kan være, at de andre hold tager os lidt mere seriøst nu, siger Larsson.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT