Dansk badmintonprofil får trænerjob i England

7. FEB 2025 • 20:10SPORT

Christinna Pedersen, der har vundet to OL-medaljer, bliver performance coach i Badminton England.

Den tidligere topspiller Christinna Pedersen skal forsøge at hjælpe Englands bedste badmintonspillere til succes.

Hun er således blevet ansat som performance coach i Badminton England, skriver det engelske forbund på sin hjemmeside.

Hun skal fire dage om måneden være med til at udvikle både spillere og trænere i de tre doublediscipliner.

- Jeg glæder mig helt vildt til at dele ud af min erfaring på godt og ondt. Der var meget i min egen karriere, der fungerede godt – men der var også noget, der fungerede mindre godt.

- Nu glæder jeg mig til at dele mine erfaringer med nogle sultne spillere i England, siger Pedersen til TV 2 Sport.

Som aktiv vandt Pedersen blandt andet OL-sølv i damedouble med Kamilla Rytter Juhl i 2016 og OL-bronze med Joachim Fischer i 2012.

Hun tog også fem medaljer ved VM, blev europamester seks gange og vandt i alt tre turneringer på BWF World Tour.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT