Danmarks curlingkvinder er klar til vinter-OL

21. MAR 2025 • 13:48SPORT

Danmarks curlingkvinder er klar til næste års vinter-OL i Italien, selv om holdet ikke nåede slutspil ved VM.

Danmark bliver repræsenteret med mindst et curlinghold ved næste års vinter-OL i Norditalien.

Fredag sikrede de danske kvinder sig adgang til legene.

Det bekræfter Dansk Curling Forbund i en pressemeddelelse.

Kvalifikationen blev en kendsgerning før kvindelandsholdets sidste kamp ved VM i Sydkorea mod Schweiz, som danskerne tabte med 6-7 efter en ekstra ende.

Dermed har Danmark ikke brug for at spille kvalifikationsturnering i december 2025, hvor de sidste 2 pladser uddeles.

Det danske hold lagde op til VM ikke skjul på, at målet ved turneringen var at sikre adgang til OL.

Missionen lykkedes altså for det danske hold bestående af skipper Madeleine Dupont, Denise Dupont, Mathilde Halse og My Larsen samt reserven Jasmin Holtermann.

Skipper Madeleine Dupont stiller ved VM op i sin 31. turnering for Danmark. For 15. gang er det VM, som afvikles hvert år. Tre gange tidligere har hun været til OL.

Kvalifikationen til vinter-OL afhang af et samlet regnskab for det forgangne VM og det igangværende VM, og her er Danmark nu sikker på at klemme sig ind blandt de ti deltagerlande i Italien.

Det er selv om, at Danmark ikke formåede at spille sig ind i top-6 ved VM, der fortsætter i et slutspil lørdag og søndag.

Det har derimod Schweiz, Canada, Sydkorea, Sverige, Kina og Skotland.

Danmark endte uden for top-6 efter at have vundet fem kampe og tabt syv.

Ved sidste års VM blev Danmark nummer seks og tabte playoffkampen mod Italien om en plads i semifinalen.

Vinter-OL afvikles fra 6. til 22. februar. Curlingturneringen skal spilles i Cortina Olympic Stadium i Cortina d’Ampezzo.

Det danske hold udtages i løbet af sommeren, oplyser forbundet.

Det er stadig muligt for herrelandsholdet og landsholdet i mixeddouble at kvalificere sig til vinter-OL.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT