Clara Tauson besejrer drilsk østriger i Miami Open

21. MAR 2025 • 21:38SPORT

Undertippede Julia Grabher var overraskende godt med i kampen mod Clara Tauson, der dog vandt i to sæt.

Clara Tauson trådte ind som storfavorit til sin første kamp ved WTA 1000-turneringen Miami Open mod verdens nummer 373, østrigeren Julia Grabher.

Men selv om Tauson er nummer 23 i verden og seedet som nummer 20 i turneringen, gjorde østrigeren stærk modstand.

Det endte dog med en sejr på 6-4, 7-5 til Tauson, der var oversidder i første runde og nu er videre til tredje runde.

Tauson fik en skidt start og blev brudt i kampens første parti, men den 22-årige dansker var i stand til at bryde tilbage med det samme.

Grabher fulgte derefter godt med frem til stillingen 4-4, men så viste Tauson også sin klasse og tog to partier i træk uden at tabe et eneste point.

Den 28-årige østriger slog bolden ud af banen, så danskeren tog første sæt med cifrene 6-4 efter 35 minutter.

I andet sæt var der stor jævnbyrdighed, og Tauson havde svært ved at finde sin bedste tennis frem.

Begge spillere havde flere chancer for at bryde hinanden, men det lykkedes ikke.

Clara Tauson kom foran 5-4 og fik en matchbold i sin modstanders serveparti. Men østrigeren afværgede matchbolden efter et meget tæt parti og udlignede til 5-5.

Derefter gjorde Tauson lidt som i første sæt og vandt to partier i træk og dermed kampen efter lidt over halvanden times spil på hardcourtunderlaget.

Tauson skal nu møde den tiendeseedede spanier, Paula Badosa, i tredje runde. Badosa, der er nummer 11 i verden, vandt i tre sæt over canadieren Victoria Mboko.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT