Tårnhøj amerikaner bomber Holger Rune ud af Miami
Holger Rune fik aldrig styr på Reilly Opelkas stenhårde serv og tabte efter to timers hård kamp.
Holger Rune er ude allerede efter anden runde af Masters 1000-turneringen Miami Open.Efter mere end to timers kamp tabte danskeren i tre sæt med cifrene 6-4, 3-6, 6-7 til Reilly Opelka, der er rangeret som nummer 114 i verden.
Den 211 centimeter høje amerikaner har et voldsomt våben i en stenhård og næsten lodret serv, som i lange perioder af kampen voldte Rune store problemer.
Opelka var til at tale med ved baglinjen, men Rune fik kun sjældent bolden i spil i amerikanerens servepartier.
Danskeren kom ellers fint i gang, da han vandt et lidt rutinepræget første sæt. Han styrede sine egne servepartier, brød Opelka en enkelt gang og vandt sættet 6-4.
27-årige Reilly Opelka var for tre år siden oppe som nummer 17 på verdensranglisten, hvilket vidner om en spiller med et større potentiale end den beskedne placering, han ligger på i øjeblikket.
Fra andet sæts start kom Holger Rune i problemer. Det skyldtes først og fremmest, at Opelka fik kontrol og retning på sine gevaldige førsteserver, som Rune havde svært ved at få tilbage over nettet.
Da amerikaneren tilmed brød Runes serv til 2-0, var danskeren på hælene. Han kom aldrig rigtig tæt på at bryde tilbage, inden Opelka servede sættet hjem til 6-3.
Efter at have tabt de første to dueller i tredje sæt forsøgte Rune at råbe sig i gang. Vundne bolde blev nu akkompagneret af triumferende brøl, og det havde en vis effekt. Rune vandt fire dueller i træk og bragte sig foran 1-0.
Rune havde derefter udmærket kontrol over sine egne servepartier, men havde fortsat svært ved at komme ind på livet af amerikaneren.
Hver gang Rune kunne skimte en chance, trak Opelka bare endnu en kanonserv ned fra skyerne.
Sådan fulgtes spillerne ad til 6-6, og så måtte der tiebreak til for at finde en vinder af den jævnbyrdige kamp.
Rune kom foran 5-4, men Opelka var iskold i egen serv og tilspillede sig en matchbold ved 6-5.
Den undertippede amerikaner afgjorde kampen med et velplaceret slag ned langs linjen og møder tjekken Tomas Machac i næste runde.
/ritzau/