Advokater: Trump vil skræmme jurister der ikke følger hans dagsorden
Trump har bedt justitsminister om at undersøge mulighed for at sanktionere bestemte advokatfirmaer.
Amerikanske advokatfirmaer og borgerrettighedsorganisationen American Civil Liberties Union (ACLU) mener, at et nyt initiativ fra Donald Trump forsøger at "skræmme" advokater, der udfordrer den amerikanske præsidents dagsorden.Det siger senioradvokat i ACLU Ben Wizner til Reuters.
Det sker, efter at Trump har sendt et notat til justitsminister Pam Bondi om at undersøge muligheden for at sanktionere bestemte advokater og advokatfirmaer.
- Domstolene har indtil videre været den eneste institution, der har stået imod Trumps angreb, siger senioradvokat i ACLU Ben Wizner.
Der er ifølge notatet tale om advokater og advokatfirmaer, der engagerer sig i "frivolous, unreasonable and vexatious litigation" mod USA, hvilket kan oversættes til "useriøse, urimelige og irriterende søgsmål".
Det drejer sig desuden om advokatfirmaer, der sagsøger administrationen i det, som Trump kalder "grundløse og partiske" søgsmål.
Han har bedt Bondi om at henvise denne type firmaer til Det Hvide Hus, så de kan få frataget deres sikkerhedsgodkendelser, og så de føderale kontrakter, som de arbejder under, kan blive opsagt.
Trump står over for mere end 100 søgsmål, der udfordrer eller sætter spørgsmålstegn ved Det Hvide Hus' handlinger i forbindelse med blandt andet migration og transkønnedes rettigheder.
Interesseorganisationer inden for det retlige system har sammen med mindst 12 store advokatfirmaer anlagt mange af sagerne.
Advokatfirmaet Keker, Van Nest & Peters arbejder sammen med ACLU i en sag mod administrationen om migranters rettigheder
Det siger i en udtalelse, at det er "utilgiveligt og foragteligt", at Trump angriber advokater på baggrund af deres klienter eller juridiske arbejde mod den føderale regering.
Lawyers for Civil Rights er en interesseorganisation, som har sagsøgt Trump-administrationen for udvisninger af migranter.
Den kalder Trumps trussel om sanktioner for hyklerisk og siger, at Trump og hans allerede "gentagne gange har gjort nar ad retsstatsprincippet".
/ritzau/Reuters