Silkeborg-boss afviser panik og freder Kent Nielsen

2. MAR 2026 • 12:21SPORT

Markante spillerafgange og skader i forsvaret har vanskeliggjort situationen for Silkeborg, siger direktør.

Kriseramte Silkeborg er i frit fald og uden sejr i ti kampe i træk, hvis man tæller et pokalnederlag med.

I Superligaen har Silkeborg kun formået at hente to point i de seneste ni kampe. Med søndagens 1-2-nederlag til oprykkerne fra Fredericia er holdet nu pludselig fem point under nedrykningsstregen.

Silkeborg indledte året med at være fem point over stregen. Men selv om klubben er sunket dybt, rokker det ikke ved tilliden til Kent Nielsen som træner.

Det fastslår Silkeborg-direktør Kent Madsen, der ikke tøver et sekund med at frede Kent Nielsen.

- Vi er glade for det setup, vi har. Jeg har sagt det før, og folk er nok ved at være trætte af at høre det, men jo vanskeligere situationen er, jo gladere er vi for at have en erfaren og dygtig cheftræner, der har en rolig hånd på rattet og arbejder målrettet, både når det er svært, og når det går godt.

- Så det har vi ingen planer om at ændre på, fastslår Kent Madsen.

Direktøren mener ikke, at problemet handler om træneren. Han har en anden forklaring på, hvorfor det er gået galt. Det skyldes en blanding af markante spilleafgange samt skader i det centrale forsvar.

Silkeborg sagde i sommer farvel til anfører Pelle Mattsson, der blev solgt til Norwich, samt Anders Klynge, der havde kontraktudløb og skiftede til Bodø/Glimt.

- Vi har ikke formået at få repareret godt nok på truppen efter afgangene. Dem, der stod i anden række, og dem, der er kommet til, har endnu ikke fundet samme niveau.

- Det er den ene ting. Den anden ting er, at to af vores bedste midtstoppere har været ude med skader, siger Kent Madsen.

Han henviser til, at stopperen Pontus Rödin har været ude med en knæskade i hele sæsonen, mens forsvarskollegaen Alexander Busch kun har spillet få kampe på grund af en ankelskade.

- De ting har gjort, at vi ikke har været så dygtige. Og så er det bare sådan i sport, både når det går godt og skidt, at det har det med at være selvforstærkende. Lige nu er vi udfordret, erkender Kent Madsen.

Ender det med en nedrykning for Silkeborg, vil det i så fald handle om at komme tilbage til den bedste række med det samme.

- Hvis vi rykker ud, er det første år til at overkomme, fordi vi får faldskærmspenge med fra Superligaen. Jeg kan ikke huske det præcise beløb, men jeg tror, det er ni-ti millioner kroner.

- Men det kan dog ikke anbefales at blive flere år dernede i træk. For så kommer det til at koste, særligt fordi pengene er væsentligt mindre i næstbedste række.

- Vi er dog en robust butik, hvad det angår. Så den del skal vi nok håndtere, men det vil være en stor skuffelse, hvis det sker. Vores klare mål er at være til stede i Superligaen hele tiden, fastslår Kent Madsen.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT