Dansk drømmekasse sikrer Bologna sejr i sidste minut

2. MAR 2026 • 20:46SPORT

Jens Odgaard sikrer Bologna en sejr på 1-0 ude over Pisa med et langskud.

Den danske angriber Jens Odgaard blev den store helt, da Bologna mandag aften vandt med 1-0 ude over Pisa i Serie A.

Med en drømmekasse i det 90. minut blev han matchvinder for sin klub.

Odgaard blev skiftet ind i det 64. minut, og længe lignede det en nullert.

Men efter 89 minutter tog han et træk uden for feltet og hamrede bolden ind højt i hjørnet fra lidt mere end 20 meters afstand.

Det var første gang, han scorede, siden en sejr over Verona 15. januar.

I de sidste uger har han tilbragt mest tid på bænken, men det kan være, han har udsigt til mere spilletid efter det flotte mål i Pisa.

Med sejren avancerer Bologna til ottendepladsen i Serie A med 39 point. Pisa er næstsidst med 15.

Odgaard har spillet i Bologna siden 2024. Han skiftede fra Lyngby til Inter i 2017, men nåede aldrig at komme i kamp for Milano-klubben. Siden var han vidt omkring, før han landede i Bologna.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT