Trump afviser at bruge atomvåben i Iran trods trusler
USA's præsident har før truet med at ødelægge hele den iranske civilisation. Atomvåben kommer dog ikke i brug.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, afviser at angribe Iran med atomvåben.Det siger Trump til journalister i Det Hvide Hus i Washington D.C.
- Nej, jeg ville ikke bruge det. Hvorfor skulle jeg bruge et atomvåben, når vi på meget konventionel vis har knust dem uden det?, siger Trump.
- Et atomvåben bør aldrig få lov til at blive brugt af nogen, tilføjer præsidenten.
Trump har tidligere truet med at ødelægge den iranske civilisation fuldstændig, hvis ikke Iran åbnede Hormuzstrædet og gik med til de amerikanske krav i en aftale mellem de to lande.
I et opslag på sit sociale medie, Truth Social, skrev Trump 7. april:
- En hel civilisation vil dø i nat og aldrig blive bragt tilbage. Jeg ønsker ikke, at det skal ske, men det vil sandsynligvis ske.
Få timer senere indgik USA og Iran en midlertidig våbenhvile, som Trump siden har forlænget på ubestemt tid.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, har advaret om, at USA er klar til gøre mere skade på Iran med våben, der ikke tidligere er blevet brugt. Det Hvide Hus har afvist, at Vance her truede med atomangreb.
Vance har under mislykkede forhandlinger med Iran presset det iranske styre til større indrømmelser om landets omstridte atomprogram.
Trump ønsker for alt i verden, at Iran ikke skal blive en atommagt. Iran afviser, at landets atomprogram har til formål at udvikle atomvåben.
USA er det eneste land, der har brugt atomvåben i krig.
Det skete ved afslutningen af Anden Verdenskrig, hvor de japanske byer Hiroshima og Nagasaki blev udslettet af amerikanske atombomber. Omkring 214.000 mennesker blev dræbt.
USA og Israel indledte krigen mod Iran 28. februar. Krigen har siden udviklet sig til en regional konflikt, hvor flere lande i Mellemøsten er blevet angrebet af Iran som modsvar.
Iran har stort set lukket for al skibstrafik i Hormuzstrædet. Det har fået energipriser verden over til at ryge i vejret, da omkring 20 procent af al verdens olie under normale omstændigheder sejler gennem Hormuzstrædet.
/ritzau/AFP
