Italienske ministre afviser idé om VM-plads fra Trump-udsending
Italien bør overtage Irans plads ved VM, mener Trump-udsending. Flere italienske ministre afviser forslaget.
Højtstående italienske politikere afviser forslaget om, at Italien skal erstatte Iran ved sommerens VM-slutrunde i Nordamerika.Idéen, der stammer fra Paolo Zampolli, USA's særlige udsending for globale partnerskaber, er upassende, mener sportsminister Andrea Abodi.
- Man kvalificerer sig på banen, siger Abodi ifølge nyhedsbureauet Reuters, mens økonomiminister Giancarlo Giorgetti kalder forslaget for "skamfuldt".
Også Luciano Buonfiglio, der er chef for den italienske olympiske komité, har blandet sig i debatten.
- For det første tror jeg ikke, at det er muligt. For det andet ville jeg føle mig krænket. For at komme til VM skal man gøre sig fortjent til det, siger han.
Den særlige udsending Zampolli har udtalt til avisen Financial Times, at han har anmodet Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) om udskiftningen.
Han har både foreslået det til Fifas præsident, Gianni Infantino, og den amerikanske præsident, Donald Trump.
- Jeg er født i Italien, og det ville være en drøm at se det italienske landshold ved en turnering, der afholdes i USA, sagde Zampolli til avisen.
Italien formåede ikke at kvalificere sig til VM efter et smertefuldt nederlag til Bosnien-Hercegovina i playoff i slutningen af marts.
Nederlaget udløste en storm af kritik i Italien, og formanden for det italienske fodboldforbund endte med at forlade sin post.
USA og Israel angreb Iran i slutningen af februar.
Senere lød det fra præsidenten for det iranske fodboldforbund, Mehdi Taj, at Iran ville boykotte USA, men ikke VM-slutrunden i fodbold.
Der er således intet, der tyder på, at Iran vil trække sig eller blive udelukket fra turneringen.
BBC skriver på baggrund af unavngivne kilder, at Fifa ikke har nogen plan om at erstatte Iran med Italien.
Fifa har ikke direkte kommenteret Zampollis forslag, men henviser til en tidligere udtalelse fra Infantino.
- Det iranske landshold kommer, det er helt sikkert, sagde Infantino.
Det Hvide Hus afviste onsdag at kommentere Paolo Zampollis forslag.
/ritzau/
