Intels aktie stiger kraftigt oven på nyt regnskab
Chipgiganten Intel så i første kvartal sin omsætning stige med 7,2 procent til knap 13,6 milliarder dollar.
Den amerikanske chipproducent Intel omsatte i første kvartal for knap 13,6 milliarder dollar svarende til 86,8 milliarder kroner.Det skriver selskabet i en pressemeddelelse om regnskabet torsdag aften dansk tid.
Omsætningen er 7,2 procent højere, end den var i det tilsvarende kvartal sidste år.
Investorerne er tilsyneladende begejstret for det, de ser.
Intel-aktien stiger omkring 15 procent på det amerikanske eftermarked, hvor man kan handle med aktier efter børsluk.
Det er tilfældet, selv om stigende driftsomkostninger har været stærkt medvirkende til at give selskabet et underskud på 4,3 milliarder dollar i perioden.
Under punktet "restrukturering og andre omkostninger" er udgifterne steget fra 156 millioner dollar i første kvartal sidste år til 4,1 milliard dollar i samme periode i 2026.
Selskabet oplyser ikke i meddelelsen, hvad stigningen helt konkret skyldes.
Intel har de senere år haft det svært og er blevet overhalet af konkurrenter som Nvidia og TSMC.
Selskabet har ikke formået at gribe de muligheder, som har åbenbaret sig med den hastige udvikling af kunstig intelligens.
Men lykken er muligvis ved at vende.
Den største vækst i første kvartal finder man ifølge mediet CNBC i selskabets datacenterforretning.
Her er det begyndt at få medvind takket være den stigende efterspørgsel på processorer.
Omsætningen i denne del af selskabet steg i første kvartal med 22 procent til 5,1 milliard dollar, skriver mediet.
- Vi fokuserer fortsat på at maksimere vores fabriksnetværk for at forbedre forsyningen og imødekomme vores kunders behov hele året rundt, siger Intel-topchef Lip-Bu Tan i regnskabet.
/ritzau/
