Grænsevagt: Russiske kampfly krænkede sikkerhedszone ved boreplatform

19. SEP 2025 • 19:48UDLAND

Polens væbnede styrker er underrettet, siger grænsevagt efter russisk krænkelse af område ved boreplatform.

To russiske kampfly har krænket sikkerhedszonen omkring en boreplatform i Østersøen fredag.

Det oplyser den polske grænsevagt fredag, skriver Reuters.

Boreplatformen tilhører ifølge nyhedsbureauet det polske selskab Petrobaltic.

Grænsevagten fortæller desuden, at Polens væbnede styrker og andre myndigheder er blevet underrettet.

Meldingen kommer, kort efter nyheden om at tre russiske kampfly samme dag krænkede estisk luftrum.

Det er på nuværende tidspunkt uklart, om de to hændelser er forbundet.

Ifølge den estiske regering fløj tre russiske kampfly ind i landets luftrum uden tilladelse og blev der i 12 minutter.

- Rusland har allerede krænket Estlands luftrum fire gange i år, hvilket i sig selv er uacceptabelt. Men dagens indtrængen er uden fortilfælde uforskammet, lød det tidligere fredag fra Margus Tsahkna, der er landets udenrigsminister, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Nato reagerede prompte på hændelsen og "afskar" de russiske fly, skrev Allison Hart, der er talsperson for Nato, i et opslag på X.

Her beskrev hun ligeledes episoden som endnu et eksempel på Ruslands "uforsvarlige" adfærd.

I sidste uge blev et større antal droner sendt fra Rusland ind over Polen.

Ifølge polske myndigheder fløj 19 droner ind over landet, og mindst tre blev skudt ned.

Det er flere gange tidligere sket, at russiske kampfly har krænket europæiske landes luftrum.

Senest i maj sendte Rusland et kampfly på vingerne, da Estland forsøgte at tilbageholde et tankskib i Østersøen, som er blevet koblet til den russiske skyggeflåde.

Det sagde Estlands udenrigsminister, Margus Tsahkna, dengang ifølge Reuters.

/ritzau/

MESTE LÆST UDLAND (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT