Antonsen ordner Obayashi og styrer mod dansk stormøde

21. NOV 2024 • 15:40SPORT

Anders Antonsen er videre til kvartfinalerne i China Masters efter sikker sejr over Takuma Obayashi.

Anders Antonsen er blandt de otte sidste spillere i herresingle ved China Masters i Shenzen.

Torsdag vandt verdens nummer tre 21-15, 21-18 over den 25-årige japaner Takuma Obayashi efter en forholdsvis ukompliceret affære.

Antonsen tørner i fredagens kvartfinale ind i indiske Lakshya Sen, der torsdag eliminerede Rasmus Gemke med 21-16, 21-18.

I en eventuel semifinale lørdag kan det blive til et dansk stormøde mellem Antonsen og Viktor Axelsen.

Axelsen, der er nummer to i verden, skal fredag op mod Ng Ka Long fra Hongkong.

Efter at have været bagud 3-5 vandt Antonsen syv bolde i træk og tog kontrol med et første sæt, hvor han dirigerede Obayashi godt rundt på banen og spillede med overskud.

Ligesom i onsdagens sejr over Lee Cheuk Yiu fra Hongkong i to sæt bevarede Antonsen roen, når Obayashi forsøgte at lokke ham til at lave fejl i lange dueller.

Det var blandt andet tilfældet ved 17-18 i andet sæt, da en tålmodig Antonsen i en maratonduel endte som vinder, mens en udmattet Obayashi røg i knæ efter at have ramt nettet.

Den danske profil virkede til at have langt flere redskaber i sin værktøjskasse og undgik modsat i sin sejr over slidstærke Obayashi ved Denmark Open i oktober at skulle ud i tre sæt.

Ud over Antonsen og Axelsen har Danmark en herredouble tilbage i Super 750-turneringen.

Kim Astrup og Anders Skaarup spillede sig sikkert videre torsdag. Det danske makkerpar vandt 21-16, 21-13 over det franske brødrepar Christo Popov og Toma Junior Popov.

Og Daniel Lundgaard og Mads Vestergaard var tæt på at gøre Astrup og Skaarup selskab. I en meget jævnbyrdig kamp i tre sæt var danskerne foran 18-15 i tredje sæt mod Takuro Hoki og Yugo Kobayashi fra Japan.

Men 2021-verdensmestrene strammede op i slutfasen og vandt 21-17, 20-22, 21-19 og undgik et meget overraskende nederlag.

/ritzau/

MESTE LÆST SPORT (48 T)

SENESTE RITZAU

FÅ ABONNEMENT